1. dame sikrede sig slutspilspladsen
I lørdagens 1. dame kamp mod Sunds var der en hel del på spil: Damerne havde en revanche til gode fra sidste opgør i Sunds, hvor holdet led et overraskende stort nederlag på 6-2. Desuden kunne holdet med en sejr endelig sikre sig en slutspilplads.
Der var derfor nok at spille for, men det kunne man umiddelbart ikke se i 1. periode. Damerne fik ikke rigtig deres presspil til at fungere og viste derfor kun i glimt deres farlighed. Her var det især Stine Lautsen, der markerede sig. Sunds var heldigvis – med undtagelse af et par enkelte chancer – forholdsvis tandløse, og Anette havde ikke de store problemer med at holde målet rent. Periodens eneste mål faldt derfor på en ret tilfældig chance. Henriette Pasgaard pressede Sunds forsvaret, og bolden hoppede på tværs af feltet til Marie Louise Tøttrup, der fuldstændig ude af balance fik banket bolden i mål.
I 2. periode gjorde ÅFS brug af truppens bredde og sendte en hel ny kæde på banen i stedet for 1. kæden. Den viste ret hurtigt sit værd. På en indøvet kombination lagde Marie Louise Tøttrup bolden til rette for Jeanette Hyttel, der fra en meget spids vinkel satte bolden ind ved fjerneste hjørne. Kort efter var samme kæde på spil igen – Hyttel lagde bolden på tværs af feltet hvor en fremstormende Marie Pedersen sikkert sendte bolden i mål. Generelt var spillet i 2. periode meget bedre. ÅFS havde den klare overvægt i spillet og havde en del farlige forsøg.
Men det blev endnu bedre i 3. periode – en periode som ÅFS dominerede totalt. Kun sort uheld og godt målmandsspil fra Sundskeeperen holdt antallet af scoringer i perioden nede på 2. Målet til 4-0 stod Henriette Pasgaard for. En lang pasning fra Marianne Petersen blev sikkert ekspederet i mål. Kort efter var Marie Pedersen og Jeanette Hyttel på spil igen – denne gang med Marie Pedersen som oplægger. Fra sin placering bag mål spillede hun Hyttel fri på kanten, der med en tro kopi af første mål sikkert trak bolden op i fjerneste krog til slutresultatet 5-0. Dermed var både revanche og slutspilsplads i hus.
Samlet set spillede ÅFS en rigtig god kamp, men holdet mangler fortsat at spille godt i samtlige 60 minutter. Ift. kampen mod TÅF, hvor holdet også spillede med 3 kæder var der en klar fremgang af spore. Truppens bredde kan blive afgørende i slutspilskampene, og mod Sunds beviste ÅFS, at de har en meget bred trup.