1. damerne varmede op til EM-finalen med sejr over AaB

AaB – ÅFS Floorball 1-3 (1-2, 0-1, 0-0)

Som noget helt specielt fik 1. damerne lov til at spille opvarmningskamp frem mod EM finalen i håndbold for herrer. Godt nok med en vis geografisk afstand mellem de to begivenheder i henholdsvis Aalborg og Lillehammer. Håndbolddanmark vil sikkert hævde at kampen i Aalborg ikke kommer i nærheden af en EM-finale, men for en lille flok ÅFS damer ville en sejr over AaB være en guldmedalje værdig;)

Varmet op blev der under alle omstændigheder, og således fik Diana Olesen allerede efter få sekunders spil en friløber mod AAB målet. Men ligesom håndboldherrerne fik heller ikke ÅFS damerne en drømmestart på kampen. Blot få sekunder efter slog AaB således kontra og bragte sig foran 1-0. ÅFS’erne virkede nervøse og usikre, og AAB kunne med lidt held havde scoret igen. Stille og roligt arbejdede damerne fra Århus sig ind i kampen og midtvejs i 1. periode tog Diana Olesen en glimrende solotur, som hun afsluttede med at trække bolden sikkert op i modsatte krog. Mod slutningen af kampen kom ÅFS atter engang på måltavlen, da Cecilia Garibaldi tog bagdøren rundt om AAB målet og flot bragte sit hold foran 2-1 inden pausefløjtet.

Fra 2. periodes start stod det klart, at ÅFS havde fået løbet usikkerhed og nervøsitet af sig, og de lykkedes gang på gang med at overspille AaB presset. Desuden blev der dæmmet godt op for de giftige AaB kontraer, og ÅFS fik således masser af spilvendinger omkring midten. På en af disse lagde Diana Olesen en høj bold hen over hovedet på AaB forsvaret. Den dumpede ned foran Henriette Pasgaard, der med baghånden sikkert satte bolden i mål til 3-1. Denne stilling holdt perioden ud.

I 3. periode havde ÅFS fortsat godt styr på AaB, der dog lynede i glimt. Heldigvis var forsvar og ikke mindst Mai-Britt Pedersen i ÅFS målet på plads og afværgede et par nærgående forsøg. Mod slutningen af kampen lagde AaB tryk på og fik chancen ved et powerplay med få minutter igen. De tog målmanden ud og spillede med to mand i overtal. ÅFS’erne red imidlertid den sidste storm af og sikrede sig tre vigtige point i bestræbelserne på at holde fast i rækkens 3. plads. En hurtig takketale og en lille sejrsdans – og så var det tid til at også at føre håndboldherrerne til sejr…

Under kampen var det glædeligt at se Anne V. Poulsen og Henriette Gam træde ind på holdet og levere to rigtig gode præstationer kampen igennem. Generelt leverede ÅFS damerne en godkendt indsats, der dog ikke helt kunne måle sig med de to foregående kampe mod Outlaws og Esbjerg. Der mangler fortsat lidt disciplin, kommunikation og løbe villighed, men nu har holdet et par uger i træningslokalet inden næste kamp på hjemmebane mod Bulldogs d. 9. februar.

Skriv et svar