1.dames optakt til julefrokosten – ÅFK vs. Blackhawks

Efter en lidt for tæt og spændende kamp sidste og eneste gang holdet tidligere mødte Blackhawks i denne sæson, var der spænding på i truppen. Samtidig blev opvarmningstiden væsentligt reduceret, idet Frederikshavn mente, at man ikke kunne have besøg af pokalmestrene uden at byde dem ordentligt velkommen med indløb, opråb, starting line osv., de havde bare glemt at fortælle det til os. Og de påstod da også stædigt, at årsagen var en anden – men det kan ikke passe. På trods af tidspresset formåede holdet dog at præstere en god opvarmning og var klar til kamp.

Der skulle dog gå en rum tid og en del forsøg til, inden der gik hul på målbylden. Jasmin Damm sender 13 minutter inde i kampen et skud på mål, som målmanden afværger. Sira Skov får dog fra en spids vinkel slået til bolden i luften og sendt i mål. Dette var noget af et long shot, men filosofien ”du misser 100 % af de skud, du aldrig tager” kom her til sin ret, og ÅFK var endelig foran 0 – 1, som også blev resultatet af 1. periode.

I 2.periode ville Cecila Di Nardo ikke længere acceptere den smalle føring og sætter på fem minutter to kasser. Første er hendes signaturmål udefra. Andet mål følger som en konsekvens af et højt pres, der fører til, at Blackhawks i deres opspil bliver presset ned i eget hjørne og forvirret sender en pasning lige i bladet af Cecilia Di Nardo, der i situationen er eneste mand foran mål og dermed kun mangler at sætte målmanden. Hun bliver dog presset ud til højre side af målet, men dette skræmmer ikke den dygtige spiller, der formår at trille bolden ind bagved en liggende målmand.
Den erfarne Tina Quist, der ikke er til fals for alle disse dikkedarer, beslutter sig halvvejs i perioden for ikke at gå over åen efter vand og sender i stedet et langskud afsted fra midten, som går igennem forsvaret og i mål. Hermed står der 0 – 4 til ÅFK.  
Men hvor der handles, der spildes, og små 6 minutter senere får Blackhawks reduceret til 1 – 4.  Blackhawks, som ellers stiller med et meget ungt hold i år, har også nogle rutinerede spillere i truppen – spillere der gjorde, hvad de kunne for at trænge igennem ÅFK forsvaret, hvilket kun enkelte gange i kampen lykkedes dem. De to keepere Yessika Buchhave og Christina Karup Kindt stod desuden fremragende kampen igennem.

Kort tid efter bliver en tidligere ÅFK-spiller, der nu spiller for nordjyderne (ja, det går åbenbart også den vej nogle få gange), frustreret over, hvad der ligner et nederlag til Blackhawks mod sit gamle hold, og vælter lille, søde Fie brutalt over banden og trækker derved en udvisning. Overtallet formår desværre ikke at udnytte denne, og holdet går til pause 1 – 4.

I tredje periode tackler en Blackhawks spiller Anne VP i den blinde vinkel – en tackling som desværre sender hende ud resten af kampen. Dette, samt savnet af Anne Sofie Thaarup, sætter sit præg på 2. kæden, men pigerne kæmper bravt videre kampen igennem. Halvvejs inde i perioden formål Blackhawks dog at sætte endnu et mål.
I denne sidste periode træder Jasmin damm for alvor i karakter og står for alle periodens mål til ÅFK. Det første og det sidste er gode, sikre mål, der udbygger føringen, men det andet mål, der falder 5 minutter inden, kampen fløjtes af, kan meget vel betegnes som kampens mål, idet et flot sammenspil mellem Julie Perto, Cecilia Di Nardo og Jasmin Damm resulterede i, at Jasmin kunne sende bolden i mål fra højrekanten uden at skulle besvære sig med forsvarsspillere og målmand, som ikke nåede at flytte sig på plads. Sådan skal det gøres.

Kampen fløjtes af til slutresultatet 2 – 7. Denne sejr var en vigtig prøvelse for holdet. Det var dog ikke et punktum, men derimod et flot og veldrejet komma i historien om 1. damernes vilje til at nå sæsonens andet og meget ambitiøse mål – DM guld.

Sejren blev for de flestes vedkommende fejret på behørig vis med en lille fjer på til klubbens brag af en julefrokost. I den forbindelse vil holdet gerne rette en særlig tak til 1. herrerne for de flotte ord samt champagnen som lykønskning af pokaltitlen. Vi ser frem til, at I vender hele puljen i herreligaen og kravler op af pointstigen mod slutspillet.

I næste weekend møder damerne de netop besejrede pokalrivaler fra Aab, som givetvis er tørstige efter revanche. Kampen bliver spillet i Aalborg søndag, og holdet håber i den forbindelse meget på at kunne beholde status som ubesejrede.
/ S

WOM: Jasmin Damm

Kampfakta: Blackhawks – ÅFK 2-7 (0-1, 1-3, 1-3)
13.04  0 – 1 Sira Skov (Jasmin Damm)
23.10  0 – 2 Cecilia Di Nardo
28.49  0 – 3 Cecilia Di Nardo
32.39  0 – 4 Tina Quist (Cecilia Di Nardo)
38.19  1 – 4 Blackhawks
39.27  2 min, Blackhawks
47.39  1 – 5 Jasmin Damm (Julie Perto)
48.06  2 – 5 Blackhawks
55.57  2 – 6 Jasmin Damm (Cecilia Di Nardo)
58.43  2 – 7 Jasmin Damm

Skriv et svar