1. holdet udbygger føringen.

ÅFS Floorball – Esbjerg Sharks 2 (1. division), 5-1 (2-0,2-0,1-1).
Målscorere for ÅFS: Mads Skytte, Anders Christensen, Mads Sørensen & Lars Elgaard (2).

Dagens kodeord var disciplin, Esbjerg lå på andenpladsen og havde i sidste weekend endda 1. pladsen til låns i et døgns tid. Derfor måtte holdet anses for at være en af de bedre modstandere. Så disciplin i forsvaret og tålmodighed i angrebet var dagens recept på at slå Esbjerg.
Kampen startede med en meget hurtig udvisning efter 8 sekunder til Esbjerg. Dermed var ÅFS i powerplay straks fra kampstart, men det gav intet resultat. Der skulle dog ikke gå mere end 6 minutter før Morten Jacobsen fik sendt et skud afsted, som Esbjergmålmanden kun halvklarede. Mads Skytte fulgte op på riposten og bragte ÅFS foran 1-0.
ÅFS var klart spilstyrende i 1. periode, og Esbjerg havde ikke meget at byde på andet end høje bolde fremad banen. Overtaget i spillet udmøntede sig i endnu et mål efter 14 minutter. Anders Brøns øgede til pausestillingen 2-0 på assist af Mads Skytte.
2. periode var kun ca. 1 minut gammel, da Mads Sørensen, som sædvanlig i samarbejde med Lars Elgaard, udbyggede til 3-0. Undervejs i 2. periode fik Nick Skjøtt og Jesper Weber et par tynde udvisninger, men heldigvis spillede undertalskæden godt og holdt Esbjerg fra scoringer.
Det var stadig ÅFS i den spilstyrende rolle, mens Esbjerg baserede sig på enkeltmandspræstationer. Det gav igen bonus 4 minutter før tid, hvor topscorer Lars Elgaard nettede til 4-0. Den solide føring var åbenbart mere end Esbjergs Lenny Jensen kunne kapere, idet han fik en 2+10 minutters udvisning for brok et minut før 2. periodes udløb.
Således startede ÅFS 3. periode i powerplay, men som i resten af kampen fungerede powerplayet ikke perfekt, og der var ingen scoringer. Det rettede Lars Elgaard op på og scorede til 5-0 endnu en gang assisteret af Christian Engelsen. De næste 10 minutter af 3. periode var præget af udvisninger og usammenhængende spil. ÅFS' sidste udvisning tilfaldt Michael Jørgensen. I det efterfølgende powerplay fik Esbjerg reduceret til slutstillingen 5-1.
Generelt var Esbjerg lidt bedre i slutningen af 3. periode, mens ÅFS ikke rigtig kunne få spillet til at flyde. Det ændrede dog ikke på at sejren var fuldt fortjent, og ÅFS har nu isoleret sig i toppen af 1. division med 3 point ned til nærmeste forfølger.

Skriv et svar