1. holdets sæson.
Nu hvor sidste turneringskamp er spillet er det på sin plads at gøre status på sæsonen 02/03 for ÅFS' 1. herrehold.
Det har været et begivenhedsrig sæson. En sæson med opture såvel som bitre nederlag. Konflikter og forbrødring. Moralske sejre (nederlag…) såvel som heldige sejre. Vi har været hele registeret rundt på 1. holdet gennem sæsonen. I det store hele har holdet opfyldt ambitionerne. Vi har konsolideret os i divisionen, og vist at vi kan bide fra os. Der er fortsat hold i divisionen, som vi aldrig har slået, men det var fantastisk tæt på både mod Brønderslev og Herning. De 4 kampe mod disse hold tabte ÅFS med 1 mål. Havde de kampe gået vores vej i stedet havde vi været med i kampen om at nå slutspillet.
Sæsonen startede med ansættelsen af Michael Andresen som cheftræner. Nic Skjøtt og William Ehmsen fungerede som assistenttrænere. Herefter gik vi igang med sommertræningen, som forløb fint på plænerne ved Idrætscentret og i CIF-hallen. Midt i forsæsonen tog holdet afsted til Prag, hvor vi opnåede det bedste internationale resultat et dansk klubhold nogensinde har præsteret. Deltagelse i 1/32 finalen i B-rækken i Czech Open. Danske klubhold har altså noget at bevise på den front endnu må konklusionen blive. Det var en forrygende tur, hvor især det sociale side blev dyrket meget.
I træningskampene op til sæsonstart leverede holdet en perlerække af dårlige resultater. Holdet vandt ikke så meget som en eneste træningskamp. Der var lidt vanskeligheder med at få kørt nye systemer og kæder ind, men klar til sæsonstart blev vi da. I mellemtiden var Johan Carlsson dukket op og han har været en kæmpe forstærkning af holdet hele sæsonen. Adskillige hold fik sig en gevaldig overraskelse over at der pludselig var en ÅFS'er, der drev gevaldigt gæk med deres forsvar.
Frem mod jul gik det jævnt ringe indtil de to sidste kampe, hvor holdet først tog sig kærligt af Team Århus og derefter Esbjerg. Dermed overvintrede vi med 5 point på 9 pladsen, men med en kamp mindre end de andre hold. Undervejs overtog Anders Bruun holdleder/assistentrænerposten fra Nic Skjøtt og William Ehmsen.
Efter julepausen fortsatte holdet med at spille tætte kampe, men samtidig faldt intensiteten til træning og motivationen var ikke i top. Det resulterede i flere afbud fra folk til træning end hvad der var acceptabelt. I flere omgange forsøgte holdet i samarbejde med Michael Andresen af rette op på tingene, men det lod sig ikke gøre. Så inden de tre sidste kampe opsagde ÅFS samarbejdet med Michael Andresen. Holdet fik gennem Michaels træning tilført en del taktisk viden, men mandskabsbehandlingen kunne desværre ikke følge med det høje taktiske niveau.
Et nyt trænerteam med Jeppe Hansen, Nic Skjøtt og William Ehmsen tog over. Holdet vandt 2 af de sidste 3 kampe mod bundproppen Jetsmark og var usandsynlig tæt på endnu engang at tage point fra Team Århus.
Det resulterede i samlet 11 point og en målscore 57-104. Det kunne veksles til en 7. plads i den endelige stilling. Topscorer blev Christian Engelsen, der fra sin backplads lavede 15 point. En stærk præstation, der har givet anledning til, at han er blevet indstillet til næste landsholdssamling.
Vi kan altså se tilbage på en succesfuld sæson. På mange områder er det gået over al forventning og på de resterende områder er der al mulig grund til at have store forventninger.
I disse uger ligger bestyrelsen i forhandlinger med træneremner til næste sæson, og vi forventer at kunne præsentere dette samt hvilke spillertilgange vi får medio april.