12-4 og tak for opbakningen.

Elitedivision, damer – DM-kvalifikation:
Århus FS-Odense 12-4 (4-2,3-1,5-1).

Samtlige implicerede spillere og trænere var enige om, at kampen mod Odense havde været en noget underlig affære. Odense stillede op uden flere af sine nøglespillere, så ÅFS-pigerne skulle helt sikkert vinde kampen. Det lykkedes uden de store genvordigheder.
Lynhurtigt kom hjemmeholdet foran med 3-0, og det lignede en formalitet at sikre sig en storsejr.
De bravt fightende Odense-piger ville det dog anderledes, og udnyttede den pludselig manglende koncentration i ÅFS-forsvaret. Pludselig stod der 3-2, men inden periodens udløb var føringen igen på to mål.
Anden periode blev præget af et væld af udvisninger, der gjorde, at begge holds rytme blev brudt. ÅFS vandt perioden med 3-1.
I tredje periode var der total Århus-dominans, og det resulterede i
fem kasser. Odense fik lov at afslutte målfesten med en reducering til 4-12.
En sikker sejr, men i en mærkelig kamp, der aldrig blev specielt intens. Måske var det den kolde hal, måske var det fordi, det gik lidt for nemt, eller måske var det noget helt andet.
Men pyt, de to nødvendige point blev sikret.
Mette Egeberg spillede en rigtig god back, mens Astrid scorede hele syv point. Trine faldt godt ind i sammenspillet med Ditte og Signe, og Stine Chabert lavede et par gode mål.
Angrebsmæssigt var der altså intet at klage over, bortset fra et par brændte 100% procents chancer.
I forsvaret kneb det til gengæld indimellem med koncentrationen.
Det skal pilles af til næste søndag, hvor Frederikshavn Bulldogs tager imod ÅFS. Alt efter, hvordan det går i mandagens kamp mellem Bulldogs og Outlaws, så kan det vise sig, at en sejr kan være nok for ÅFS-adgang til slutspillet.
Lørdag eftermiddags højdepunkt var den fremragende opbakning, som en flok af herrespillerne diskede op. Klædt ud i ballonhatte og Burger King-kongekroner og udstyret med en god flok pilsnere og et par grydelåg, satte de gang i den kolde Hasselager-hal. Stort…
Vi håber på lige så god opbakning i Frederikshavn.
Efter sigende er der bestilt en 50-personers bus, så der skulle være plads nok til alle.
Vi ses.

Skriv et svar