2.dame med ny begyndelse

Også 2.damer tog i weekenden hul på sæsonen ude mod Esbjerg. Holdet har i sommerpausen mistet 10 spillere (oprykning, flytning, skader, lykkelige omstændigheder) og med en udekamp i Esbjerg kl 11.00 lugtede det lidt af et afbud. Heldigvis har holdet og coach Bartels også haft tilgang af nye kræfter. Og på dagen fik ÅFK hjælp ÅFK-ikonet, nybagte mor og golf-klubmester Stine Lausten samt 3 andre stærke kvinde fra Viborg Saints. Viborg Saints står i efteråret udenfor turnering og sukker efter kamptræning. ÅFK selv stillede med to ganske rutinerede spillere og 4 nye.

Kampen var i begyndelsen rent ÅFK-kaos. Placeringsevne, udskiftninger, navn og nummer kørte rundt i hoved på både træner og spillere. Esbjerg dominerede og halvvejs i kampen stod det 4-1 til hjemmeholdet der cruisede mod en sejr. Men ÅFK viste at man var et meget stejlt på læringskurven og langsomt men sikkert fandt holdet et koncept der viste sig succesfuldt: God defensiv, skarpe kontraer.

Særligt Helena Kvist, Tina Holst og Amanda Vincentz havde fart i fødderne og løb sig til mange store chancer. Debutant Helena Kvist scorede to mål mens både Amanda og Tina ved flere lejligheder var millimeter fra scoring.
Udligningen kom med 8 minutter igen da Joanna Dolriis fremtvang et selvmål efter et raid Gis. Samme Gis var med 20 sekunder igen meget tæt på at stjæle 3 point med hjem til Aarhus men Esbjerg-keeperen fik i allersidste øjeblik lukket køkkenvejen.

Kampen endte således 4-4 og det skulle ÅFK være mest tilfredse med. Ikke mindst fordi første ÅFK-mål blev scoret i forvirring da Esbjerg forsøgte at sende bolden til ÅFK på fair-play-facon. Efter kampen, en kold sodavand og et dejligt stykke kage senere må ÅFK-holdledelsen nok erkende at det mål var kontroversielt. Vi håber Esbjerg tilgiver os.

Resultatet til side var det vigtigste også at ÅFK undervejs gjorde store fremskridt og at de nye tegnede sig for en særdeles positiv figur. Sidst men ikke mindst et stort tak til Viborg Saints – rart når klubberne kan hjælpe hinanden så der kan spilles masser af kvindefloorball i alle landets hjørner. Det er en succes vi må gentage.