2. dame på fisketur, fødselsdagsgave til Daisy og rigtig mange parenteser

Uheldige omstændigheder gjorde, at to af 2. dames absolutte topspillere ikke var med (Når man skriver kampreferat, har man automatisk magten til at beslutte, hvem der er topspillere – og hurra for det). Daisy havde fødselsdag (tillykke!) og havde inviteret en masse gæster, som hun var nødt til at tage sig godt af, så hun var desværre nødt til at melde afbud. Undertegnede havde overbooket med 3 nattevagter, en 30 års fødselsdag (tillykke Daisy) og en barnedåb, og måtte derfor også melde fra. Disse afbud gav derfor mulighed for at give Gis en chance som back (Gis har selvfølgelig længe stilet efter at blive udtaget til 2. dames trup). Gis levede til fulde op til 2. dames høje niveau, og der vil for altid være en plads til Gis på 2. dame, hvis hun får lyst til mere (kage). 

Udover Gis, havde Stella været en tur på loftet/pulterrummet, ledt OG fundet sin gamle floorballstav, så hun kom susende til undsætning og spillede en center – et comeback til en stjerne (hvis nogen forstår sådan en lille én)

Ud over Gis og Stella bestod holdet af Pasgaard (målscorer fra de forrige 2. dame kampe), Natascha (forhåbentlig vælger hun i sidste ende 2. dame over 1. dame), Diana (inkl. lillebitte fan Caroline), Anaïs (som spillede en fremragende kamp), Stinne og Line (2 par meget hurtige ben), Lise (eller super-Lise som vi kalder hende), AB (som har set lyset og er vendt tilbage til 2. dame), EO (endnu en frelsende engel), og vores to debutanter Maiken og Mette (vi spår dem en stor fremtid). Målet blev vogtet af Rytter (verdens bedste Rytter). Pia og Reitov styrede 2. damerne med hård hånd (hvilket der godt kan være brug for, når man glemmer, hvem man skal skifte med)

Pia var så ked af, at hun er blevet for rund til at spille, så hun delte ud af sine floorballstave, og hun havde ikke mindre end 3 stave i spil, hvoraf 2 scorede mål. Den ene stav er nu solgt til Anaïs, og der forventes mange flere mål i fremtiden

Hvad skete der så på banen?
I 1. periode var 2. damerne langt det meste af tiden nede på Esbjergs banehalvdel og ordnede alt spillet, så Rytter ikke havde ret meget at lave, hvilket er farligt, da hun så kommer til at stå og se drømmende på sine dygtige medspillere, så bolden kan komme til at hoppe i mellem benene på hende. Det skete desværre ved det første Esbjergmål:(

2. og 3. periode var der en smule flere Esbjergspillere på vores banehalvdel, så der var Rytter mere på dupperne.

2. dame er tidligere blevet bedt om at bruge lidt mere fysik, når de spiller, og det var der åbenbart nogen der havde fortalt Gis og Natascha. Gis lavede et lille styrt i angrebet, og Natascha nedlagde en modstander bagfra og landede nærmest ovenpå hende. Modstanderen blev så sur, at hun hamrede staven i jorden flere gange og råbte vredt (desværre forstod ingen Esbjergensisk).

Rytter var lige ved at lave karrierens tredje assist. Sira råbte fra tilskuerpladsen i slutningen af kampen, at næste gang Rytter fik bolden, så skulle hun lave assist. Det syntes Rytter lød som en god ide, så få sekunder før kampen sluttede lavede hun et udkast (i en flot bue over skulderen på en Esbjergspiller) – Natascha fik kontrol over bolden, driblede mod mål, men bolden gik desværre ikke ind.

Kampen endte 9-2 til verdens bedste 2. damer, som lige nyder lidt tid på ligaens 2. plads

Tilskuerne
Vi lagde blidt ud med ca. 16 tilskuere indtil det begyndte at vrimle ind med herrer, så var der ikke nok fingre og tæer at tælle på mere. De vrimlende herrer æææælsker 2. dame, men påstod, at de kun kom, fordi de selv skulle spille træningskamp bagefter – ja ja, den er god med jer, men det var da i hvert fald dejligt, at vi ikke skulle pille banderne ned igen, nu hvor det havde taget så lang tid at stille dem om.

Søde Caroline (vores yngste og mest trofaste fan) heppede så ivrigt, at hun drattede ned af stolen.

Stemmerne på kampens spiller blev fordelt således:
Natascha Pihl 3, Pasgaard, Gis og Lise 2 stemmer, 1 stemme hver til Anaïs, Eo, Pia, Stinne, og Maiken+Mette

Dagens kage
Dagens kage var chokoladekage med lækkert chokoladestads ovenpå – tak til Anaïs 

Dagens citat
Marianne Rytter: ”jo for resten, sådan som jeg oplevede det, havde vores kompetente træner, Pia, det kølige overblik og styr på det hele (og det er altså ikke for at fedte)”.

Dette kampreferat kunne ikke været blevet til uden støtte og input fra de folk, der rent faktisk var til stede til kampen.
/ N

Skriv et svar