2. damer hev sejren hjem til sidst
Der var ikke meget at komme efter for publikum i de to første perioder af 2. damers kamp søndag. Faktisk kunne publikum med fordel have ventet med at indfinde sig i hallen til tredje periode gik i gang. De første to perioder var nemlig præget af en rigtig gang idianerhockey, hvor ingenting hang sammen for ÅFS-holdet.
Dagens modstander var pigerne fra Skanderborg. Et hold som ÅFS aldrig har tabt til, og derfor var der også lagt op til en sejr. Men sådan noget skal man ikke tage for givet. Heller ikke selvom træner-Asbjørn lokkede med en kasse øl, hvis holdet scorede mere end fem mål.
I første periode fik Sanne Liltorp sat et enkelt mål ind på et frislag langt ude fra, men det var stort set også det eneste positive, der var at melde om fra de to første perioder. Skanderborg fik reduceret, og i ÅFS-lejren var spillerne begyndt at frygte, om de for første gang skulle tabe til de små og hurtige Skanderborg-spillere. Berit Madsen, som har vist sig som den store fighter, der ikke er bange for at bruge lidt fysik, måtte igen ud at sidde til afkøling i to minutter. Det samme måtte Ditte Hviid.
Asbjørn Svendsen talte med store bogstaver i omklædningsrummet før tredje periode. Koncentration og tålmodighed var nogle af ordrerne fra træneren, der desuden rykkede om i kæderne, så Christel Schönfeldt kom ned i forsvaret og Mette Mørk rykkede op som wing. Det virkede tilsyneladende. I løbet af de første seks minutter blev der nemlig sat tre hurtige ÅFS-scoringer ind. Først var det Lea Bjerre (assist Mette Mørk) og herefter Nethe Holm (assist Mette Mørk), der scorede. Lea Bjerre var rigtig kommet i hopla og scorede i sjette minut for anden gang.
Da Helena Grove satte femte scoring ind, var der en kasse øl i sigte. Det blev dog ved de fem mål, men ÅFS kunne trods alt være sin indsats i tredje periode mere end bekendt.
Status på sæsonen for 2. damer er, at holdet har vundet fire ud af ti kampe. Da Vissenbjerg for nylig har trukket sig, er det dog kun to af sejrene, der kommer til at tælle. 2. damer er i løbet af sæsonen blevet spillet rigtig godt sammen. På det sidste har holdet også spillet godt op mod nogle af de svære modstandere, så det lover godt for den kommende sæson. ÅFS slutter på en fjerdeplads i 1. division vest.
//Line