2. damer på Frederikshavnertur – og noget om manglende tarteletter!

Frederikshavn er enormt langt væk, så Stinne havde sørget for frugt-slikposer – én til hver selvfølgelig – og 2. damerne nød en smuk køretur i dejligt solskin. Undertegnede var desværre nødt til at arbejde, og kunne derfor kun følge med i dagens begivenheder via 2. dames lukkede facebookgruppe (Ja, lukket gruppe; vores modstandere skulle nødig aflure os tricks)

Tarteletter Harry…?
Af uransagelige årsager blev det ikke til en tur på ”Aftenstjernen Bodega”, hvor man ellers ifølge Pasgaard kan få 3 tarteletter for 20 kr. – det blev faktisk endnu mere sørgeligt, da vi efterfølgende fik at vide af Hr. Pasgaard (Jesper Bertelsen), at det faktisk drejer sig om 2 tarteletter OG en øl for 20 kr. Why oh why…? (Jeg kan godt sige jer, at denne undladelse af en kulinarisk oplevelse ALDRIG havde fundet sted, hvis undertegnede havde været med på turen! Jeg havde dælen dytme forlangt tarteletter).

Muligvis skyldes denne mangel på turen, at 2. damerne simpelthen manglede en indfødt til at vise rundt – Tina Quist foretrak 1. dame og havde efterfølgende den frækhed at påstå, at det var fordi 2. damerne ikke havde inviteret hende! Hmf…! Se nedenstående billedbeviser – frk. Quist VAR inviteret!

Hvad skete der så på banen?
2. damerne kæmpede selvfølgelig en vis legemsdel ud af shortsene. De var ikke kørt så langt uden at huske kampgejst og fightervilje. Desuden ville de også gerne imponere coach Pias barselsvikar, nemlig den enestående Pasgaard!

2. dames nye stjernespiller, Ida, scorede et mål, men desværre blev der fløjtet. ØV. Frederikshavn var angiveligt en anelse bekymrede over at skulle møde et stærkt spillende 2. dame hold. I hvert fald havde flere af deres spillere fået besked på at sidde på bænken – Frederikshavnerne stillede kun med topspillere i dette top-4-liga-brag!

Thea blev på et tidspunkt fanget i en heftig 3 mod 1 duel – dette resulterede i, at Thea væltede baglæns på røven, men de 3 Frederikshavnerspillere fik ikke et mål ud af denne situation.

Rytter vil lige rette en tak og give et par rosende ord med på vejen til den flinke Frederikshavnerpige, der udviste stor tålmodighed, da Rytter ikke alene havde fået fat i bolden, men også formåede at få sine fingre til at sidde fast i bladet på Frederikshavnerpigens stav. Den søde Frederikshavnerpige stod pænt og ventede, mens Rytter fik lirket fingrene fri – dagens citat kommer fra dommeren som til denne situation undrende sagde: ”Det har jeg ikke oplevet før…”

Kampens resultat
Frederikshavn Blackhawks 6 – 0 ÅFK (2. dame havde med garanti vundet, hvis de havde fået lov at spille på hjemmebane – vi vil nemlig så gerne gøre indtryk på de skønne 3. herrer)

Dagens kage
Hjemmebagt brunsviger. Angiveligt verdens tykkeste brunsviger, som var vokset ud over hele komfuret, da den hævede. Ifølge Anaïs bager hun den ALDRIG igen.

Dagens hemmelige gæst
2. dames helt egen private maskot, Rømer, havde taget turen til Frederikshavn for at overraske 2. damerne og bakke dem op! 2. dame er altid mest lykkelige, når Rømer er med

Kampens spiller
Elena spillede en super kamp og blev kampens spiller – et helt enigt 2. dame hold stemte og afgjorde dette!

Unihoc Floorball Ligaen damer Vest set i et større sportsligt perspektiv
Ja, 2. damer endte på 4. pladsen, og det sgu ret lækkert! Vi er for seje! Desuden blev 1. dame nummer et, og eftersom 2. dame havde forudsagt dette allerede i sæsonens første kampreferat, forventer vi snart at blive ringet op af TV2 sporten, så vi kan bidrage med andre vigtige sportslige betragtninger.

/N

Skriv et svar