2. damer, viskelæder og hel masse orange

De smukke 2. damers sæsonstart bød på debutkamp for de to nye trænere, Peter Meldgaard og Nicoline Pihl. Begge trænere har glædet sig som små børn til at kunne offentliggøre, at de er blevet udvalgt blandt en kæmpe skare af ansøgere, som trænere for hele klubbens yndlingshold.

Nicoline har søgt inspiration alle tænkelige steder, da hun godt ved, at 2. damer kræver noget ganske særligt. Hun havde derfor i anledning af sæsonens første kamp været ude og låne en baby og en bæresele – et tilbehør hun havde bemærket, at Lars Erik Bartels i perioder har anvendt meget.

Trænerteamet havde godt styr på 2. damerne, hvilket bl.a. gav sig til udslag i, at man ikke en eneste gang kom for sent på banen efter pauserne. (Der er vist nogen, som har studeret 2. damernes tidligere kampe grundigt.)

Aftenens virkelig store sensation var en mundlam Peter Meldgaard. Yessika lavede (endnu) en klasseredning i målet, og cheftræneren sad længe og mumlede: “hvordan gjorde hun det? ”. Ikke ofte at man oplever ham så tavs, men han burde vide, at når man spiller med 2. dame, så er niveauet højt!

Holdet
Holdet bestod af en flok kampklare 2. damer og det gav bl.a. sæsondebut for Julie – en kommende stjerne blandt de dygtige kvinder i blåt. Og endda nyt blåt!

Klubbens yndlingshold kan jo ikke spille i andet end det nyeste nye, og der er derfor bevilliget nyt spillertøj. Også to førstedamer havde fået spillet sig på holdet – dels en storspillende Yessika i målet, dels en meget snakkende Quist på en backplads. Om Dines var en smule bekymret for, at miste alle sine 1. damespillere til 2. dame tør jeg ikke udtale mig om, men det er tankevækkende, at han forsøgte at spolere opvarmningen ved at spille lortemusik.

Hvad skete der så på banen?
Selvfølgelig levede 2. damerne op til deres vanlige høje niveau. Deres nye trænerteam var velforberedte og havde sat nogle gode kæder. Første mål var præcis som aftalt: dublering og bolderobring i hjørnet af Mie, derefter en spilvending og mål fra Mette. (Den opmærksomme læser af tidligere 2. damereferater vil vide, at ovenstående formulering ikke er min, da det simpelthen er for kampdetaljeret – så tak til Pasgaard for gode noter).

Der skete mange spændende ting i kampen, men nu skal et kampreferat jo ikke kun handle om mål, så vi springer videre til det virkeligt interessante: hvem vandt? Ja, det gjorde de smukke 2. damer selvfølgelig. Hele 5-2 blev det til, selvom der angiveligt var nogle 2. damer, som var lidt trætte i 3. periode.

Krisehjælp til 2. damerne
Flere af 2. damerne har efter kampen fået krisehjælp efter Arnes Corner endeløse repetitioner af ”1-2-3 vi er oraaaaange”. Lortesang.

Var der kage?
Nej. Hvilket er lidt skuffende, da en eller anden fuld dame vistnok har lovet de nye trænere, at der ALTID er kage til 2. damekampe.

Kampens spiller:
Der var 3. Ingen har fortalt referenten hvem…

Bonusinfo:
– Quists nye floorballstav lugter af viskelæder.
– Baby og bæresele klæder Nicoline

Dagens filosofiske spørgsmål:
Kan man egentlig kalde det et debutmål, når det er 10 år siden, man sidst spillede i klubben? (Mette Borch)

/N

Skriv et svar