2. damernes ”første” stævne.
Sæsonens første stævne i 1. division vest – damer er afholdt. Det skete, i en nymalet Hasselager hal, søndag den 21. september. Seks hold, Esbjerg, Odense, Vissenbjerg, Team Århus, Sunds og ÅFS´ 2. damer, stillede op og spillede alle mod alle.
Godt nok var det første gang der blev afholdt stævne i 1. div. vest for damer, men 2. damerne havde ”tyvstartet” to uger forinden, da de deltog i Århus Floorball Cup. Holdet bærer dog stadig præg af, at alle har meget lidt eller ingen kamperfaring og at flere af spillerne lige er begyndt at spille floorball.
Én vundet, to uafgjorte og to tabte kampe gav 2. damerne en 5. plads, hvilket alt i alt er en flot præstation, eftersom de fem hold ÅFS´ 2. damer var oppe imod, alle er 1. hold og alle, undtagen Sunds, har kamperfaring fra elitedivisionen. Det gode resultat skyldes også, at den sociale del af stævnet var en succes, godt sammenhold, sjov og hyggesnak. Der er generelt en behagelig stemning blandt pigerne på 2. holdet både til træning og til stævnerne.
På søndag, den 28. september, er pigerne klar igen. Da skal ÅFS være værter for endnu et stævne, hvor alle selvfølgelig er meget velkomne til at komme og bakke pigerne op.