2. holdet sejrede i Viborg

I søndags drog 2. holdet til stævne i Viborg. Allerede inden første kamp havde vi gjort os selv til favoriter. Måske en anelse frækt ovenpå holdets seneste knap så prangende præstationer. Modstanderne lød på Randers, Thisted og hjemmeholdet Viborg. Disse skulle alle mødes i en en-periodes kamp på 15 min.

Første modstander var Randers. Taktikken var klar. Højt tempo og ikke noget med at komme bagud. Om det var det var frygten for at komme bagud, der gjorde, at spillet i starten var lidt nervøst, skal være usagt, men lidt tid, skulle der bruges inden spillet begyndte at flyde. Som kampen skred frem, var det ÅFS der blev spilstyrende, hvilket til sidst resulterede i et flot mål af Christian assisteret af Rasmus Hedeholm. Denne træffer blev kampens eneste…

Efter Randers-kampen var det blevet tid til at sidde over i et par kampe. Tiden blev brugt på, at se de andre hold ud (og kigge på håndboldtøser, der spillede i hallen ved siden af). Det blev hurtigt tydeligt, at ÅFS´s næste modtander, Thisted absolut ikke måtte blive et problem. Med en gennemsnitsalder, der nærmede sig de 40, skulle tempoet sættes yderlige en tak i vejret. Der gik da heller ikke mange minutter, før ÅFS havde bragt sig foran med et par kasser. Kampen endte 6-0 og her var det Loven, Rasmus Hedelund, Anders Vangkilde, Henri og Christian med 2, der havde fået målmanden til at sprælle forgæves.

Resultaterne udartede sig således, at allerede inden sidste gruppekamp mod Viborg, var vi allerede sikker på, at vi netop skulle møde Viborg i finalen. Denne gruppekamp ville altså ikke betyde noget. Derfor benyttede træner Lars Erik Bartels muligheden for, selv at få lidt spilletid. Denne disposition kostede mindst 1 mål og kampen blev tabt med 2-1. Træneren fik ikke mere spilletid den weekend:-)

I finalen var ÅFS´s spillere ekstra tændte. Nederlaget i gruppe-kampen skulle revanceres, så der var fuld koncentration på lige fra første fløjt. Og efter små 5 minutter bringer Henri ÅFS foran med et flot slagskud. Efter målet faldt spillet lidt sammen, og med 2 minutter igen fik Viborg en dum udligning. Der skulle nu spilles 3 minutters overtid, hvilket ikke resulterede i scoring, så finalen skulle afgøres på straffeslag. Der skulle vælges 3 skytter. Dette blev Henri, Sune og Christian. Et par super redninger af Morten D, og 2 frække scoringer af Henri og Sune afgjorde kampen til ÅFSs fordel inden Christian fik lov at skyde. ÅFS´s spillere kunne nu velfortjent række pokalen i vejret. Men der var desværre hverken pokal eller præmieoverrækkelse….

Set i bakspejlet, var turneringssejren yderst fortjent. Så selvom flere kendte spillere af ÅFS Nikolaj Borg fra Thisted og Morten “Røde” Jakobsen fra Randers prøvede at komme grus i ÅFS´s velsmurte angrebsmaskine, måtte de til slut bøje sig i støvet. De endte på henholdsvis en 3. og 4.plads.
Det spåes, at dette fine resultat giver 2. herre vinger resten af sæsonen. Dette kommer ikke bare til at afspejle sig på floorball-banen. 2. Herre har lige gjort sig selv til favoritter til Øl-stafetten til julefrokosten…

Anders Vangkilde

Skriv et svar