4-målsføring sat over styr.

Jetsmark AllStars FC – ÅFS Floorball (1. division), 4-4 (0-2,2-2,2-0).

Ovenpå sidste uges nederlag til Team Århus var spillerne opsatte på at gøre det godt igen med en sejr i lørdagens kamp mod Jetsmark.

Fra start satte ÅFS sig på kampen, og spillet flød godt. Michael Buch scorede med et baghåndsskud sit første mål for ÅFS efter 8.50 min.
Jetsmarkmålmanden havde kampen igennem store problemer med at gribe bolden. Det udnyttede Mads Skytte, da han kunne prikke en ripost i mål til 2-0.
En fuldt fortjent føring og ÅFS styrede 1. periode. Selv ikke en udvisning til Anders Christensen kunne ryste holdet. Tværtimod var der flere gange anløb til et par gode chancer i undertal.
2. periode fortsatte hvor 1. periode slap. Jetsmark fik en udvisning i periodens 2. minut, og Jeppe Hansen øgede til 3-0 med en overtalsscoring. Det begyndte efterhånden at ligne en sejr, Jetsmark havde på det tidspunkt ikke haft meget at byde på, og ÅFS spillede fornuftigt. Så med målet til 4-0 midtvejs i 2. periode af Anders Christensen så kampen næsten ud til at være lukket. Måske var det den tanke ÅFS'erne rendte rundt med, for kun 40 sekunder efter 4-0 scoringen fik Jetsmark reduceret til 1-4 på et flot langskud. I den situation lignede ÅFS'erne en flok spillere, der løb rundt med armene i vejret, og troede de havde vundet. Men det skulle blive værre endnu, i tiden 13.10 fik Morten Jakobsen en lidt tynd udvisning for “holding”. Kigger man tilbage på de to holds kamp tidligere på sæsonen, var det netop to lidt tynde udvisninger til Jetsmark, der bragte ÅFS på sejrskurs med to overtalsmål i starten af 2. periode.
Denne gang var det Jetsmark, der forstod at profitere af udvisningerne. Reducering til 2-4, og pludselig var der spænding i kampen igen. Resten af 2. periode bød på mange boldtab og usammenhængende spil. Det var til fordel for Jetsmark, som tydeligt havde det bedre med at angribe end at forsvare.
Sådan startede 3. periode også, Jetsmark fightede, og fik lov til at gå til den. Mens ÅFS'erne glemte at spille med og i stedet spildte energi på at brokke sig. Helt galt gik det i periodens 6. minut hvor ÅFS' Lars Elgaard gik lidt hårdt til en Jetsmarkspiller, som efterfølgende for op og gav sin mening til kende om tacklingen. Det samme gjorde Lars og måtte indkassere en udvisning på 2+10 minutter. Det fik ÅFS-målmand Kenneth Thomsen ud af buret og op til diskussion med en anden Jetsmarkspiller, resultat: 2+10 til begge spillere. Så Mads Skytte måtte hastigt trække i målmandstøjet, og blev nødt til at vogte målet perioden ud. Samtidig var ÅFS igen i undertal 3 mod 4, og havde faktisk flere spillere (4) på udvisningsbænken end på banen…
Nok engang udnyttede Jetsmark overtallet og reducerede til 3-4. Nu var den komfortable føring skrumpet ind til et enkelt mål, og Jetsmark havde det moralske overtag. Bedre blev det ikke da ÅFS kom i undertal igen, da Jesper W. Skorstensgaard fik 2 min. for brok over manglende kendelser. Mads havde i målet flere gode indgreb, men han var prisgivet da Jetsmark for 3. gang i træk udnyttede overtals-situationen, og udlignede til 4-4 efter et ÅFS-boldtab i egen forsvarszone.
Kampens sidste udvisning tilfaldt Jetsmark 4 minutter før tid, det gav lidt nyt håb til ÅFS'erne, som vågnede op til dåd. Bl.a. havde Christian Engelsen en glimrende chance som dog blev spoleret da han fik et par hænder solidt plantet i ryggen. Ligeledes måtte Jeppe Hansen se sit skudforsøg misse målet p.g.a. en pragtredning i Jetsmarkmålet blot 16 sekunder før tid.
Det blev ved 4-4 og det ene point, Jetsmark kunne juble som havde de vundet, mens ÅFS gik noget slukørede fra kampen.

Skriv et svar