Ungdomsafslutning U11 og U13

Ungdomsafslutning 🏑

Lidt langsom update, men ikke langsommere end det nye udstyr til ungdomsafdelingen, som vi stadig venter på i spænding 😊

I slutningen af maj havde ungdomsafdelingen (U11 og U13) afslutning. Nogle af spillerne havde set frem til denne dag længe – det var nemlig dagen, hvor de ville få lov at spille mod deres forældre. Intet bedre end at vinde håneretten over ’de gamle rotter’. En del af spillerne havde også hentet forstærkning i deres søskende, hvilket måske ikke var nogen helt dårlig ide! Selvom forældrene prustede og stønnede lidt ved udsigten til motion, så gav de ikke let op. Der blev ikke uddelt nogen gaver den dag, det er helt sikkert.

Turneringsformatet var 2 grupper, hvor de 2 bedste fra hver gruppe gik videre til semifinalerne. Der var mange hårde kampe undervejs og resultaterne bølgede frem og tilbage. Så vandt børnene et par kampe, så kom forældrene stærkt tilbage og tog et par sejre. Vi var også vidne til et par gode mål fx hamrede Mathias den ind i modstanderens mål, nede fra sit eget mål, med…baghånden! Den sad lige i kassen og den forælder, der havde bevæget sig med frem, i stedet for at agere rugemor, kunne bare stå og glane, mens bolden sejlede ind. Helt klart en af deres bedre mål! Vi ser frem til masser af mål fra Mathias næste år 😊 Der blev kæmpet hårdt på alle banerne, men der var ingen klynken fra børnene, forældrene til gengæld…”Nu må kampen altså snart være ovre – de 5 minutter må være gået!” – Unavngiven forælder.

Efter kampene var færdigspillet var der en kort pause, men Grønhøj fik regnet resultaterne sammen. I pausen var der mulighed for at skyde på en ballbuster. Til alles store overraskelse scorede Peters lillebror på en af sine første skud. Med en alt for lang stav lavede en ”slice” skud hvorefter den ramte op i 100 point hullet. De andre spillere forsøgte forgæves at ramme 100 p, men det er ikke lige så let, som det ser ud til.

I semifinalerne var der 2 voksenhold og 2 børnehold. Det blev nogle tætte kampe, men resultatet var 1 voksensejr og 1 børnesejr. I finalen ventede Marie og co. som tog imod det ene voksenhold. Børneholdet kom ret hurtigt på 2-0, men de voksne fik reduceret inden pausen. Efter pausen kom de voksne stærkt ud og fik udlignet. I de fik børneholdet scoret igen og kampen endte 4-2. En nervepirrende kamp, hvor Grønhøj gerne havde set at Lukas, der var smidt i målet, havde givet børnene lidt flere mål.

Efter kampen smuttede vi op i cafeteriet, hvor Garip havde sørget for pommes frites og pizza – naturligvis lavet efter Sundhedsstyrelsens kostregler. Under spisningen var det tid til uddelingen af priser.

For U11 fordelte priserne sig således:

Årets ven – Marius

Marius har fået prisen for altid at være i godt humør og holde humøret oppe hos de andre spillere. Han var også en af dem, som sørgede for sjov og spas, da holdet var til landsstævne i Frederikshavn.

Årets talent – Tristan

En spiller, der ikke har været på U11 så forfærdelig længe. Men ikke desto mindre en spiller, som allerede har imponeret. Lige siden dag 1 var drømmen at komme i målet, og det har ikke været noget dårligt valg. Fra træning til træning rykker Tristan sig og han giver den altid en skalle i målet, hvor han ikke er let at passere.

Årets spiller – Yasin

En spiller der altid giver alt for holdet, når vi spiller kamp. En spiller der altid vil vinde og hader at tabe. Yasin er ligeledes en spiller, der kan noget på egen hånd, hvilket har reddet holdet et par gange. Han er ligeledes udstyret med en næse for mål. Han bliver giftig for U13 næste år 😊

For U13

Årets ven – Ronja

En spiller, som nok ikke er klar over, hvor meget hun betyder for holdet. En spiller, der udover at være en hård nyser, altid er glad og imødekommende. Ronja er altid god til at tage imod nye spillere, få snakket med dem og sørge for alle føler sig hjemme på holdet. Hun er limen, der binder holdet sammen.

Årets spiller – Marie

Der var ingen tvivl om, hvem der skulle have denne her pris på U13 flex. Marie har et godt skud, har et godt overblik og den spiller, der har haft den største indvirkning på U13s kampe. En evig trussel og solid målscorer.

Årets talent – Emil

En spiller, der ikke har på holdet så længe, men ikke desto mindre har coach Perto været så imponeret, at Emil har fået prisen som årets talent.

På vegne af trænerteamet bag U13 og U11 vil jeg gerne takke alle spillere, forældre og søskende for alt jeres hjælp igennem sæsonen. Det har været dejligt, at det har været så let at finde biler, når vi skulle ud at spille. Ligeledes sætter vi pris på den store opbakning til landsstævnet. Vi ser frem til næste sæson, hvor vi forhåbentlig går sjov og sejre i møde! Vi ses i næste sæson.

Her på falderebet skal der også lyde en tak til ungdomsudvalget for alt jeres ”behind the scenes arbejde”.

Hvis nogen ønsker nogen billeder fjernet, kan I kontakte os her på siden 😊

God sommer!