6 point på kontoen for 1. damer

Efter en lidt vissen start mod Bulldogs stod den onsdag og søndag på to vigtige kampe imod TÅF og Aab. Begge kampe bød på overbevisende sejre med hhv. 3-0 og 5-3.

Onsdagens kamp mod TÅF blev spillet i adstadigt tempo med ÅFS som spilstyrende. TÅF var i glimt farlige og havde det ikke været for en særdeles velspillende Cindy i målet var de nok kommet på tavlen. Tine Nielsen, Sanne Liltorp og Anna Alosina stod bag de 3 ÅFS-scoringer. Sejren burde have været noget større men manglede skarphed og ineffektivitet foran kassen kostede.

Søndag stod den så på Aab og målet var en sejr. ÅFS begyndte kampen med et tungt pres og kom samtidig først på næsten alle bolde. Kampens første mål kom efter en back-dribletur af Anne V. Poulsen som fra bagerste rækker førte bolden helt frem i modstandernes ende og med en Aab-back på ryggen satte bolden op krydset. Aab kom på 1-1 inden Thea Henriksen kort efter gjorde det til 2-1 til ÅFS, stillingen efter 1. periode.
Fra 2. periodes start fortsatte ÅFS-dominansen og på højt pres lykkedes det Maria Rasmussen på egen hånd at gøre det til 3-1. Aab kom på 2-3 efter et koks i ÅFS-forsvaret inden Sanne Liltorp opsamlede en retur og gjorde det til 4-2. Resten af perioden blev ødelagt af et par hårdt dømte ÅFS-udvisninger og Aab fik i PP reduceret en enkelt gang inden Thea Henriksen lukkede og slukkede perioden med et flot mål til 5-3.
3. periode var forholdsvis begivenhedsløs bortset fra nok en ÅFS-udvisning for skub mod bande – den kunne nu lige såvel være givet for ”diving” men det var ikke linjen denne søndag. Aab havde kampen ud ikke energien til at få lagt et pres og ÅFS fokuserede på at spille bolden sikkert rundt. Kampen sluttede således 5-3 til ÅFS. Sejren var fortjent og mange ”nye” spillere kom til glæde for træneren på scoringslisten. Samtidig viste begge keeper spil af høj klasse hvilket lover godt inden næste weekends kamp mod Outlaws.

Skriv et svar