AaB fik bank!

22/10-2000: AaB Floorball – Århus FK (Elitedivision vest herrer), 1-5 (1-1,0-1,0-3).

Målscorere for ÅFK: William Ehmsen, Poul Nyborg (2), Martin Ingemann & Nicolai Skjøtt.

Efter en uges efterårsferie uden træning(!) rejste ÅFK's 1. hold sig ovenpå nederlaget til Ålborg Flyers, og viste klasse med en flot 1-5 sejr over AaB.

AaB fik bank!

Søndag morgen skulle ÅFKs 1. hold møde AaB i Ålborg. ÅFK lagde nervøst ud, og defensiven ville ikke rigtig fungere. AaB kunne bringe sig foran 1-0 efter 6 minutter og 32 sekunder. Kampen bølgede frem og tilbage, ÅFK havde mange chancer, men kunne ikke udnytte dem. Men 17 sekunder før tid viste det sig, at det slet ikke var nødvendigt med chancer. William Ehmsen forsøgte fra hjørnet at lægge bolden indover. Den ramte siden af målet, fløj i en flot bue op, og skruede ned i målet. Alt imens stod en desperat AaB'er i målmandsfeltet og forsøgte at sparke bolden væk. Redningsforsøget var dog forgæves, 1-1 blev resultatet af første periode.

2. periode var knap nok startet før Poul Nyborg kunne score til 1-2 med lidt hjælp fra en AaB'er. Ser man bort fra periodepausen havde FK bragt sig foran med to mål på blot 57 sekunder. Det er vist ny sæsonrekord. Senere i 2. periode fik ÅFK underkendt et mål p.g.a for høj stav, det var Nicolai Skjøtt, som ellers lavede et flot mål med et baghåndsskud. Perioden bød ikke på yderligere scoringer. Til gengæld var der dramatik da en AaB'er efter et hændeligt sammenstød med ÅFK's Ole K. Hansen sparkede ud efter denne. ÅFK'eren udtrykte naturligvis sin harme over ugerningen, og begge spillere måtte begge til afkøling i to minutter.

3. periode startede præcis som 2. periode. Efter kun 46 sekunders spil kunne Martin Ingemann med et af sine sjældne mål øge føringen til 1-3. Det var en udmærket scoring, hvor Martin til fulde udnyttede, at AaB's målmand havde smidt sig lidt vel tidligt. Med et velplaceret langskud sejlede bolden i mål til stor glæde for ÅFK. Der stod ÅFK på hele 3. periode, AaB faldt fuldstændig sammen og satsede på enkeltmandspræstationer. Nicolai Skjøtt fik taget revanche for det underkendte mål, og scorede til 1-4 efter 4½ minut. Trods overvægt i spil og chancer fik ÅFK ikke scoret igen før det 17. minut, hvor Poul Nyborg kunne score sit andet mål til slutresultatet 1-5.

Hele vejen igennem den fair spillede og godt dømte kamp producerede og misbrugte ÅFK vanen tro en del chancer, og samtidig var forsvaret stabilt. De chancer AaB fik snuppede målmand Peter Wärnstrøm i flot stil. Det er så vidt vides første gang nogensinde, at ÅFK kun lukker et mål ind i en kamp i elitedivisionen. Derudover er det også første gang nogensinde, at ÅFK tager point imod AaB. Alt ialt en meget flot sejr, som holdet havde stor ære af.

Skriv et svar