ÅFK 1 vs. Viborg Saints

Det er tydeligt, at vi mangler Gis som spiller på holdet i år, da det har været ret sløjt med kampreferater. Det håber vi at gøre noget ved, altså kampreferaterne, så vi kan forsøge at måle os med det produktive 2. damehold, som spytter kampreferater ud.

Da vi mødte op i Viborg, gik det ret hurtigt op for os, at vinteren havde overrasket Viborg Saints, da de ikke havde fået tændt for varmen i omklædningsrummet. Temperaturen var næsten, men også kun næsten helt nede og vende samme temperatur som TAAFs gamle Frysehus i Hasselager. Derfor var opvarmningen også ekstra vigtig og langsomt blev træningsdragterne smidt og pigerne var klar i kamptøj, da der blev fløjtet til kampstart.

For første gang på dansk jord prøvede holdet at have kvindelig dommer på, hvilket var rigtigt fedt og forhåbentlig tegn på at flere kvinder er klar til at dømme floorball.

Kampen endte 0-21, så jeg vil spare jer for en detaljeret gennemgang af hvert enkelt mål. Kampen blev brugt til at arbejde videre med taktiske tiltag og udviklingen af de to kæder. Christina fik sin første hele kamp i målet og gjorde det rigtigt godt, trods der ikke skete så meget i hendes ende, men så skulle hun også være ekstra vågen, når Viborg enkelte gange fik brudt en bold og løb kontra.

Efter kampen fik Fie et ekstra langt bad, da hun var den eneste, der kunne finde ud af at tænde bruserne, så hun var nødt til at blive i badet, indtil alle var færdige.-
Tusind tak til Viborg, som gennem hele kampen viste mod og gejst, trods modvind. Det er super dejligt, at I stiller op, og vi ønsker jeg held og lykke i en mere lige række efter nytår.

Skriv et svar