ÅFK endeligt ude af pokalen

Den 2. september spillede Århus Floorball Klub tst’s forsvarende pokalmestre udekamp imod sidste års dobbelte sølvvindere fra AaB. De sidste 3 sæsoners to absolut bedste damehold stod således overfor hinanden allerede i 1.runde.

Kampen i sig selv var en uskøn og roddet affære der bar præg af at alle deltagende parter knap var kommet igang med sæsonen. Kampen endte 2-1 til AaB trods overvægt i spil og chancer til ÅFK. Fighten sluttede dog ikke ved sidste dommerfløjt.

Med 11 minutter igen fik ÅFK udlignet. En spiller skyder fra tæt hold og måske/måske ikke snitter den et ben på vej ind. Men forbløffende bliver målet annulleret. Fejlskøn er set før og en del af spillet, men forbløffelsen tiltager i styrke da forklaringen kommer: ”Den ramte et ben”. Det bliver senere korrigeret til ”Den rammer et ben i bevægelse”.

Trods ÅFK-bænkens ihærdige forsøg på at få dommerne overbevist om, at kun hvis det er ”følge af en bevidst handling” skal målet underkendes, stod dommen ved magt. Dommerne ønskede ikke at anerkende denne udlægning og nægtede i øvrigt at tage spillereglerne i brug for at deres fejl kunne rettes i tide. Således et regelbrud med afgørende indflydelse på resultatet – protestsagen burde være givet på forhånd.

12. september kom Turneringsudvalgets afgørelse. Et ganske vist uenigt Turneringsudvalg fandt til stor forbløffelse ikke grundlag for at spillerreglerne var anvendt forkert. Men blot at dommerne havde skønnet, at den var sparket ind med fortsæt. Hvor ”skønnet” pludselige er dukket op i forløbet står stadig uklart, og sagens akter er i Turneringsudvalgets fortolkning af reglement og love ikke tilgængelige for ÅFK.

Kampen fik således et længere efterspil, som først med udløbet af appelfristen blev afsluttet. ÅFK valgte at opgive at forfølge protesten, da det ville have kostet 2500 kr. for bare at få en reel sagsbehandling – uden egentlig klarhed over sagens muligheder for sportslig korrekt afvikling af pokalturnering.

Forløbet vil blive nærmere belyst i en udtalelse fra bestyrelsen her på siden.