ÅFK er klar til DM-finalen

Efter en sejr i første semifinale i Frederikshavn var der ”matchbold” til ÅFK lørdag eftermiddag i TST Aktivcenter, hvor Frederikshavn Blackhawks skulle forsøge at sende serien ud i en tredje kamp. Et stærkt Blackhawks mandskab var kommet for at udfordre ÅFK’s grundspils- og pokalvindere, og allerede efter tyve sekunder måtte ÅFK have hjælp af stolpen – og da ÅFK allerede i det efterfølgende angreb fik sendt to kvalificerede afslutninger afsted, var kampen virkeligt sat fra land.

Starten forløb tæt, men ÅFK var skarpe, da Jasmin Damm efter otte minutter satte et hurtigt frislag fra Cecilia Di Nardo i nettet under lidt uopmærksomhed fra gæsterne, og da anfører Sira Skov knap fem minutter senere sikkert kunne styre en pasning fra Julie Perto i nettet i en sikkert udført 2-mod-1 situation, så det rigtigt lovende ud for ÅFK. Blackhawks reducerede dog hurtigt til 2-1 på et backskud med trafik foran målet, og i den resterende del af perioden var det med et lille overtag til gæsterne, men Yessika Buchhave stod stærkt i ÅFK-målet, når forsvaret blev overspillet et par gange.

Anden periode startede igen med et lille overtag til Blackhawks i en generelt meget jævnbyrdig og velspillet affære. Efter otte minutter troede ÅFK, at de fik scoret – men frislagsscoringen blev annulleret, men det sendte dog startskuddet til et ÅFK-overtag. Først var Julie Perto meget tæt på at score fra slottet, og minuttet efter udnyttede Cecilia Di Nardo et skifte af Blackhawks til selv at drive bolden op fra egen halvdel og flot sende et trækskud op i modsatte hjørne – et klassemål af ÅFK-profilen. Med fire minutter af perioden faldt kampens reelle afgørelse – først hev Buchhave en klasse redning frem i ÅFK-målet og forhindrede 3-2 reducering – og et halvt minut senere vandt Julie Perto bolden og ville ikke stå tilbage for Di Nardos afslutning. Bolden blev banket helt op i hjørnet via målrammen til århusiansk 4-1 føring. Overtaget fortsatte perioden ud, og Nicoline Pihl havde stolpen imod sig med ti sekunder tilbage af perioden.

Blackhawks havde specielt fra førstekæden vist offensiv kvalitet, så kampen føltes ikke helt afgjort ved tredje periodes start, men efter kun 47 sekunder satte Jasmin Damm topscorer Cecilia Di Nardo op til skud i midtzonen, og hun svigtede ikke – dermed 5-1 til ÅFK. Blackhawks forsøgte at svare igen, men et stærkt ÅFK-kollektiv krydret med flot keeper-spil sikrede, at Blackhawks blev holdt fra fadet, og da gæsterne viste stor respekt for specielt ÅFK’s førstekæde, så tikkede uret fornuftigt til fordel for ÅFK.  Vi skulle helt hen til 36 sekunder før tid, før Blackhawks fik prikket en retur i nettet til slutfacit 5-2.

Dermed vandt ÅFK en tæt serie over Frederikshavn Blackhawks med 2-0 i kampe, hvilket glædede ÅFK-træner Lars Skytte:

– Blackhawks har et rigtigt stærkt hold, og især deres førstekæde var en evig kilde til problemer for vores forsvar. Jeg synes dog undervejs i kampen, at vi får lavet nogle taktiske justeringer, som helt klart gør, at vi står bedre defensivt. Hvis man kigger på de to semifinalekampe, så synes jeg, at vi var det bedste og mest sammenspillede hold, men det var en meget tæt serie, som sagtens kunne have haft et andet udfald. Jeg er meget stolt over den ro og tro på egne evner, som pigerne viser når det spidser til i kampene. Det kan meget vel blive vigtigt i finalen på lørdag.

Dermed er ÅFK klar til DM-finalen for andet år i træk. Finalen spilles lørdag den 4. april i Arena Randers kl. 12:30.

Kampfakta:
Århus Floorball Klub TST – Frederikshavn Blackhawks 5-2 (2-1; 2-0; 1-1)
07:57 1-0 Jasmin Damm (Cecilia Di Nardo)
12:25 2-0 Sira Skov (Julie Perto)
13:32 2-1 Katrine K. Andersen (uass.)
30:40 3-1 Cecilia Di Nardo (uass.)
36:53 4-1 Julie Perto (uass.)
40:47 5-1 Cecilia Di Nardo (Jasmin Damm)
59:24 5-2 Gitte Svendsen (uass.)

Skriv et svar