ÅFK gik ned.

25.11.2000: Århus FK – Outlaws FFK (Elitedivision vest herrer), 2-12 (1-3,1-5,0-4).

Målscorere for ÅFK: Jan Rise & Pauli Nielsen.

Optakten til lørdagens kamp var ikke alt for god, da mange havde meldt afbud. ÅFK kunne således kun lige præcis stille med 2 kæder. Det startede dog alligevel meget godt med et mål efter 13 sekunder af Jan Rise, men derfra gik det nedad bakke. Blot 3 minutter senere fik Outlaws udlignet, 2 minutter senere var den gal igen og Outlaws kom på 1-2. I 1. periodes 10. minut kom ÅFK yderligere bagud 1-3. Efter en time-out fulgte de bedste 10 minutter ÅFK spillede i denne kamp idet Outlaws ikke fik scoret mere i 1. periode.

I 2. periode kom ÅFK bagud 1-6 før det lykkedes Pauli Nielsen at bringe ÅFK'erne lidt håb ved at reducere til 2-6. Håbet bristede dog hurtigt, og stillingen efter 2. periode var 2-8.

3. periode gik stort set som de to første og kampen endte 2-12.

Kampen var præget af hårdt spil og læssevis af stavtacklinger. De to “dommere” gav alt alt for få udvisninger. Der var således ingen linie overhovedet i dommerpræstationen, andet end at alt var tilladt undtagen til tider stavtacklinger. Det skal dog understreges at dommernes gøren og laden heldigvis ikke havde indvirkning på resultatet. ÅFK ville have tabt alligevel. Det er blot synd og skam at skulle opleve en sådan dommerpræstation.

Skriv et svar