ÅFK-herrerne ude af pokalen

Det var med håb om revanche fra nederlaget i ligaen ugen før, at ÅFK drog til Frederikshavn onsdag aften, men det blev ved lige ved og næsten for ÅFK.

Holdet var ikke klar fra start, og dette udnyttede værterne med stor skarphed til at bringe sig foran 3-0 inden for kampens første fem minutter, og dermed var det opad bakke for ÅFK, der spillemæssigt var godt med – men chancerne blev ikke sat og modsat kunne Blackhawks gå til første periodepause foran 4-0 efter seks afslutninger mod ÅFK-målet.

ÅFK kom dog godt fra start i anden periode, hvor Victor Lykkegaard allerede efter 25 sekunder reducerede fra kanten i powerplay, og under to minutter senere reducerede Lars Skytte til 4-2 – begge mål assisteret af Morten Mølby. Herfra stod det på et stort ÅFK-pres med gode muligheder i powerplay samt friløbere til Vinoth Sivapalan og Brian Nielsen i minutterne efter. ÅFK fortsatte dominansen gennem perioden, men facit var 4-2 inden sidste periode.

Tredje periode startede igen med ÅFK-dominans, men Blackhawks fik arbejdet sig ind i kampen igen i den midterste fase af perioden, hvor der var chancer i begge ender af banen. Da ÅFK fik en udvisning med seks minutter igen kunne det ligne en afgørelse, men ÅFK viste god moral gennem kampen og kæmpede sig gennem undertallet for dernæst at lægge et stort tryk mod Blackhawks målet i slutfasen, og med 2½ minut igen reducerede Brian Nielsen efter fint indspil fra Sivapalan til 4-3, og en udvisning til Frederikshavn til sidst gav ÅFK chancen i spil 6-mod-4 uden målmand. Dette udnyttede Morten Mølby med atten sekunder igen til at udligne til 4-4, og dermed blev kampen sendt i overtid.

Det var et ÅFK-hold med stort momentum, der gik ind i overtiden – men allerede i det andet minut slog Blackhawks til, da Lukasz Adamszak på en spilvending sendte bolden ind højt i målet til afgørende 5-4 til Blackhawks.

ÅFK viste skridt i den rigtige retning, men der var stadig afgørende forskel i skarpheden foran mål hos de to hold. Skudstatistikken viste tre gange så mange skud på mål til ÅFK – men facit blev et exit fra pokalturneringen.

Skriv et svar