ÅFK II snuppede 3 point.

4/11-2000: Århus FK II – Randers FC (2. division vest herrer), 8-6 (2-1,3-2,3-3).

Målscorere for ÅFK: Peter Hassing, Martin Steffensen (2), Anders Dahl, Michael Jørgensen (2) & Lars Erik Bartels (2).

Gavmilde forsvar.

I dagens ministævne lagde ÅFK ud mod Randers. I en målrig kamp med to gavmilde forsvar fik ÅFK sæsonens første sejr.

4/11-2000: Århus FK II – Jetsmark FC (2. division vest herrer), 5-5 (0-0,0-4,5-1).

Målscorere for ÅFK: Søren Søhoel, Lars Erik Bartels, Jan Rise (2) & Peter Hassing.

Superafslutning.

Det blev en usædvanlig kamp mod Jetsmark. I første periode spillede ÅFK flot i forsvaret og gav ikke nordjyderne mange chancer. Dette ændrede sig i anden periode, som Jetsmark vandt med 4 mål. Jetsmark havde i pausen åbenbart skiftet gear, og formåede igennem hele anden periode at presse ÅFK. Det betød at der ikke var mange afslutninger fra ÅFKs side, samtidig lod forsvaret sig presse til at lave fejl.

Umiddelbart tegnede det ikke godt før tredie periode. Men allerede efter 2½ minuts spil fik ÅFK reduceret på et skud fra halvdistancen af Søren Søhoel. Det var dog stadig Jetsmark, der havde overtaget i spillet. Nicolai Hedelund gjorde sit i målet til at ÅFK ikke kom yderligere bagud.

9 minutter inde i tredie periode var det så Lars Erik Bartels, der fik held med at løbe rundt om målet og sætte bolden ind tæt op ad stolpen. ÅFK kunne nu lugte point og bare 2½ minut senere reducerede Jan Rise til 3-4. Dette holdt dog ikke længe idet Jetsmark hurtigt efter udbyggede føringen til 3-5. Det slog ikke ÅFK-spillerne ud, de fortsatte det gode spil. De næste 5-6 minutter stod kampen og tippede, begge hold kæmpede bravt og hårdt. Jetsmark brændte et par store chancer, mens ÅFK ikke rigtig kunne komme på skudhold. I tiden 18.55 fik Jetsmark en udvisning, som skulle vise sig at blive til gavn for ÅFK. ÅFK-turboen slog til i en flot slutspurt, og efter blot 12 sekunders powerplay kunne Jan Rise reducere til 4-5. Da uret stod på 19.34 fik Peter Hassing med et langskud udlignet til 5-5. Det sidste halve minut havde Jetsmark en kæmpechance, og ÅFK var i det efterfølgende og allersidste angreb tæt på at hente sejren.

Det ville dog ikke have været helt fortjent. Alt ialt var 5-5 meget passende i en godt og konsekvent dømt kamp som begge hold havde ære af.

Skriv et svar