ÅFK nyt – november 2013

Udfyldelse af kampprotokoller
Når du skal sidde i sekretariat er det vigtigt, at du er opmærksom på at udfylde kampprotokollerne korrekt. Klubben får en bøde, hvis vi ikke overholder reglerne:( Det er derfor vigtigt, at du læser vejledningen i sekretariatskassen godt igennem og sikrer at alt er på plads inden du forlader tjansen.

Den store port ind i hallen skal holdes lukket
Vi har flere gange fået en påtale ift. den store port ind til hal 1. Den må ikke bruges! Vi er derfor nødt til at hjælpe hinanden med at holde øje med modstandere, publikum og ikke mindst os selv, så vi ikke får yderligere påtale og evt. bøde.

Ung Fredag
I TST afholdes der den første fredag i måneden Ung Fredag. Her kan børn og unge fra 8-13 år komme og deltage i de sportsgrene som er repræsenteret. Vi var med til arrangementet i oktober, og det var en stor succes. Der skal lyde en stor tak til de engagerede trænere: Rømer, Julie Perto og Christian Brogaard. Næste gang vi deltager er fredag d. 10/1. Hvis du er interesseret i at give en hånd, kan du kontakte Christian.

Hvervekampagne
Vi skal have sat lidt gang i tilstrømningen af medlemmer til vores nye klub – både ungdom og senior. Ift. ungdom ville det være rigtig fedt, hvis der var nogen der kunne tage rundt på skolerne i nærområdet i Tilst og hænge sedler op. Desuden skal vi arbejde på et tilbud til deltagerne til Ung Fredag.
Ift. nye seniorspillere, så vil vi komme rundt på holdene med nogle sedler, som vi gerne vil bede om jeres hjælp til at hænge op på jeres uddannelsessted, arbejde eller andre gode steder.

Vi har fået nye bander
Som de fleste turneringshold har bemærket har vi fået nye bander til hjemmebanen i TST. Til indkøbet har vi fået støtte fra Spar Nord på 15000 kr. Det resterende beløb har TST lagt ud for os. Vi afventer endnu en tilbagemelding på vores ansøgning om støtte fra Idrætssamvirket, Aarhus.
Banderne er helt nye – og dyre. Pas derfor rigtig godt på dem!
Ift. at sætte dem korrekt op, så har Anne skov nummeret den del af banderne, der skal stilles op på langsiden med udskiftningszonerne. I skal starte med bande 1 nede foran døren til depotet.

Julefrokost
Julefrokosten i år bliver temmelig amputeret. Festudvalget er desværre kommet til at lægge festen dagen inden både 1. og 2. herre skal spille kamp, og det blev først opdaget for sent; da der var booket lokale og mad! Det er vi rigtig kede af – det er altid udgangspunktet for fester, at dagen efter skal være kampfri for alle seniorhold. Hvis I bliver opmærksomme på sådanne uhensigtsmæssigheder, så sig endelig til en anden gang.

Julebanko
Den 18. december kl. 19.00 afholder klubben julebanko. Det foregår på: Fritids Center Skovvang, Skovvangsvej 127. Der er blevet gjort et stort arbejde fra primus motor Jeanette Hyttels side for at hive gode og attraktive præmier i hus – I kan følge udviklingen af præmielisten i Facebookgruppen: Århus Floorball Klub TST.
Udover gaveregnen kan du se frem til hyggeligt samvær med klubkammeraterne og mulighed for at købe en æbleskive eller 2, kaffe, the og sodavand.
Derfor er der alle mulige gode grunde til at dukke op og hive venner, kærester eller familie med.

Plads i bestyrelsen?
Lise har valgt at træde ud af bestyrelsen, da hun med sit nye job pt. ikke kan finde tid til bestyrelsesarbejdet. Hvis du brænder inde med lysten til at hjælpe til med bestyrelsesarbejdet, fordi der er så mange ting der burde gøres anderledes, så kom endelig på banen: formand@aarhusfloorball.dk

ÅFK’ere til dame VM
Den 7. december starter VM for damer i Tjekkiet, og ÅFK er flot repræsenteret: på banen deltager Mette Faurholt Nielsen, Jasmin Damm og Nicoline Pihl, mens Anne Skov huserer på sidelinjen og bag kulisserne. De danske damer skal i den indledende pulje møde: Tyskland, Japan og Canada.
Men vores damehold har jo et vist internationalt islæt, og derfor er ÅFK også leveringsdygtig i et stk. norsk landsholdsspiller: Mia Østerhaug Linde stiller op for de norske jenter og skal i den indledende pujle møde: Letland, Schweiz og Tjekkiet. Du kan følge turneringen på: www.wfc2013.cz

Holdbilleder
Vi vil rigtig gerne have billeder af alle hold på hjemmesiden – evt. også gerne profilbilleder. Hvis holdet kan blive enige om en dag, må vi I meget gerne skrive til Gis, så ser vi om vi ikke kan sætte noget i stand med et kamera og en fotograf.

Vidste du at…

…vi har 7 spillere med i DAFU’s ungdomstalent projekt – nemlig: Jeppe, Magnus, Magnus, Lasse, Borlette, Julie og Christian.

…en forkert udfyldt kampprotokol koster klubben 250 kr.

…1. damer spiller DM-pokalsemifinale i NRGI arena, søndag d. 1. december kl. 14.00.

Skriv et svar