ÅFK pokalmestre 14/15

Lørdag eftermiddag dannede Brønderslev Hallen scenen om damernes pokalfinale, hvor ÅFK på forhånd måtte tage sig favoritværdigheden i opgøret mod rivalerne fra AaB, der tidligere i sæsonen var blevet besejret 8-5.

Kampen kom livligt fra land, og efter et minuts spil bragte AaB sig foran 0-1 på holdets første afslutning – men ÅFK svarede igen kun 24 sekunder senere, da Jasmin Damm sikkert satte Cecilia Di Nardos diagonalpasning i nettet til 1-1. Herfra tog ÅFK teten i kampen, og efter fire minutters spil bragte Anne Sofie Thaarup ÅFK på 2-1 efter oplæg fra Fie Carlsson.

Samme Thaarup viste kampen igennem høj klasse – og blev fortjent kåret til kampens pokalfighter, og midtvejs i første periode var hun igen på pletten, da hun efter oplæg fra Sira Skov øgede til 3-1. Da Julie Perto med to minutter igen af perioden trykkede 4-1 i nettet, lignede det en sikker ÅFK-sejr, men AaB viste, at de var kommet for at lege med, og to hurtige reduceringer betød 4-3 efter første periode.

Anden periode startede tæt – dog stadig med ÅFK i den styrende rolle. Begge hold fik kontrolleret defensiven, men otte minutter hen i perioden lykkedes det AaB’s bedste Carina Vestergaard at udligne til 4-4, og kampen var helt åben. ÅFK trådte dog på speederen, og Cecilia Di Nardo kunne kort efter et powerplay sætte et trækskud lavt i nettet fra distancen efter oplæg fra Jasmin Damm, og da Anne Sofie Thaarup satte sit tredje mål efter et godt oplæg fra Natascha Pihl bagfra mål, så bragte 6-4 føringen igen ro i den århusianske lejr.

Tredje periode var med ÅFK i god kontrol. AaB blev holdt fra de helt store chancer, og det der slap forbi forsvaret tog Marianne Rytter, der havde afløst Christina Kindt i målet, sig af. Og syv minutter inde i perioden blev der sat trumf på, da Cecilia Di Nardo – der i sidste periode i høj grad strålede – flot flugtede en løs bold i luften ind via stolpen til 7-4. Anfører Sira Skov ville også på måltavlen efter to assists, og hun øgede til 8-4 i powerplay, inden Cecilia Di Nardo med tre minutter igen lukkede kampen til 9-4 med et trækskud fra midten.

Dermed sikrede ÅFK sig den første titel efter en overbevisende pokalfinale. Stort tillykke til alle spillere og ledere omkring holdet.

Kampfakta:

ÅFK Floorball TST – AaB Floorball 9-4 (4-3, 2-1, 3-0)

01:01 0-1 AaB
01:23 1-1 Jasmin Damm (Cecilia Di Nardo)
03:58 2-1 Anne Sofie Thaarup (Fie Carlsson)
08:07 2 min AaB
10:32 3-1 Anne Sofie Thaarup (Sira Skov)
17:59 4-1 Julie Perto (Sira Skov)
18:30 4-2 AaB
19:00 4-3 AaB

22:31 2 min Thea Ehmsen, ÅFK
28:08 4-4 AaB
28:37 2 min AaB
30:54 5-4 Cecilia Di Nardo (Jasmin Damm)
35:18 6-4 Anne Sofie Thaarup (Natascha Pihl)

47:06 7-4 Cecilia Di Nardo
52:07 2 min AaB
53:18 8-4 Sira Skov (PP)
57:19 9-4 Cecilia Di Nardo (Tina Quist)

Skriv et svar