ÅFK river teltpælene op

Det var en æra der sluttede, da sidste fløjt lød i damernes semifinaleopgør mod AaB d. 30/4-2013. Det var nemlig sidste kamp for ÅFK/ÅFS med Firmasporten som hjemmebane – en hjemmebane som har dannet en flot ramme for de sidste 14 år af klubbens historie med mange mindeværdige sejre og ja – nederlag.

Hvorfor?
Klubben har i mange år arbejdet på at samle træninger i så få haller, som muligt for øge klubfølelelsen og mindske den udstyrsmæssige udfordring – og udgift – der er ved at have træning i mange haller. Desuden har der de senere år været et voksende ønske og krav om flere træninger på fuld bane, for at kunne følge med udviklingen og den øgede konkurrence.

Med udsigt til at miste en af vores primære træningshaller, som følge af planerne for skolelukninger, arbejdede ÅFK bestyrelsen det meste af efteråret på en løsning. Samtidig blev klubben som forening blev 'smidt ud' af Århus Firma Sport som følge af nye regler omkring dobbelt medlemskab af DIF og Dansk Firma Idræt. Derfor var det en oplagt mulighed at tage springet til Tilst, der der her viste sig en gylden mulighed for at slå flere fluer med et smæk.

Det var imidlertid ikke nogen let beslutning at skulle søge væk fra de trygge rammer og en god samarbejdspartner gennem mange år.

En ny start
Nu venter der imidlertid en ny tid, i nye fine rammer i Tilst. Der er mange nye rutiner og arbejdsgange, der skal på plads som ny klub, et nyt sted, men vi håber at alle klubbens medlemmer vil bakke op og give en hånd, hvis det skulle være nødvendigt, så vi kan få en ny, frisk start i Tilst.

Mere info om hold, træningstider og trænere følger.

 

Skriv et svar