ÅFS 2. here formåede at presse topholdet fra Team Aarhus

Både chef- og assistenttræner, Anders Winstrøm og Carsten Gormsen (Judas), valgte at køre en tur til Esbjerg for at få tabe med 1. herrerne i stedet for at støtte op om klubbens og byens vigtigste hold i lørdagens lokalderby. Rollerne som trænere var derfor overladt til holdets kaptajn, Kasper Helbo med støtte fra Jakob Skjerning.

Holdets første kamp mod TÅF endte med et meget skuffende nederlag på 11-1 (en sejr på 1-0) i en kamp, hvor cheftræner Anders Winstrøm havde chefkasketten på – måske var dette grunden til den opgivende indstilling fra holdets normale trænerduo forud for lørdagens kamp. De nyudnævnte træneres fokus inden kampen var at spillerne skulle kæmpe for hinanden, gøre en god figur og yde dagens stærke konkurrent modstand. Disse fokuspunkter blev indfriet til fulde.

Kort inde i 1. periode kunne man godt forstå at Winstøm og Gormsen havde holdt sig væk fra dagens kamp. 2. herrerne var som sædvanligt ikke klar fra kampens start, hvorfor Team Aarhus kunne bringe sig foran allerede efter 13 sekunders spil. Lidt opmuntrende snak for den nyvalgte trænerduo fik dog folk helt op på mærkerne, og holdet spillede herfra en rigtig god kamp. Godt nok fik Uffe Simonsen en noget uforståelig 2 minutters udvisning efter ca. 2 minutters spil, men solidt boxplay fra ÅFS sørgede for, at TÅF ikke fik bragt sig yderlige foran.

I slutningen af 1. periode lykkedes det ÅFS at få udlignet til 1-1. Målet blev scoret af Johan Stax Jakobsen efter mindre sikkert målmandsspil fra TÅF-malmand Rasmus Hou.

Generelt var 1. periode præget af meget hårdt spil og dårlig opførsel, som kunne og burde have kostet såvel hjemme- som udehold flere udvisninger, men de mildest talt usikre og urutinerede dommere, der var valgt til dette højdramatiske lokalderby, valgte at se igennem fingre med langt størstedelen af de svinestreger, der blev begået fra begge mandskaber. Heldigvis fik begge trænerteams talt deres hold til ro i periodepausen, hvorfor 2. og 3. periode kom til at foregå noget mere reglementeret – dog stadig med en stemning, der var et lokalderby værdig!

Joachim Sloth Larsen havde forud for kampen meldt ud, at han ville komme 15-20 minutter for sent i forhold til mødestidspunktet kl. 15.00. Joachim valgte så at troppe op i ÅFS-hallen 10 minutter inde i 1. periode – altså kl. 16.10. Grunden til dette var, at Joachim lige var nede og vende ved NRGi Park, fordi han troede kampen skulle spilles på udebane… Vi er mange, der er glade for, at dagens modstander ikke var Esbjerg.

Efter 5 minutters spil af 2. periode kunne TÅF endnu engang bringe sig foran i kampen. ÅFS-mandskabet lod sig dog ikke slå ud heraf, men kæmpede i stedet røven ud af bukserne, hvorfor de også ganske fortjent kunne udligne til 2-2 ved Rasmus Jensen, assisteret af Thomas Stax Jakobsen.

ÅFS-mandskabet var flyvende i midten af 2. periode, og blot 14 sekunder efter udligningen kunne dagens hjælper fra 1. herre, Claus Schultz, bringe ÅFS foran 3-2 efter assist fra Uffe Simonsen. Mange tak for hjælpen, Schultz!

Efter 15 minutters spil lykkedes det desværre Team Aarhus at udligne ved Christian Bendtsen – lidt ufortjent spil og chancer på daværende tidspunkt taget i betragtning. Stillingen efter 2. periode var således uafgjort – 3-3.

I pausen blev der snakket om, at 2. herrerne skulle blive ved med at kæmpe hårdt for sagen, og lade modstanderens usikre backer lave fejlene for derefter at straffe disse fejl. Desværre skulle der ikke gå mere end 4 minutter af 3. periode, før Team Aarhus kunne bringe sig foran med 4-3.

Et godt spillet overtal bragte også Team Aarhus på 5-3 ved David Johanson efter 12 minutter af 3. periode. 8 minutter igen og bagud med to er svært, men ikke uoverkommeligt, og ÅFS gav bestemt heller ikke op. Desværre viste Team Aarhus deres store rutine i de sidste minutter af 3. periode, hvor de var rigtig gode til at holde på bolden og sørge for, at ÅFS ikke kom til chancer. ÅFS tog en stærktspillende Martin ”MC” Christensen ud i slutminutterne, for at få en ekstra markspiller på banen, men dette hjalp desværre ikke. Slutresultatet blev derfor 3-5.

Forskellen på de to hold i lørdagens kamp var ikke ret stor. Det var en kamp som begge hold kan være tilfredse med. TÅF fordi de trods alt vandt. ÅFS fordi vi indfriede dagens mål, der var at gøre en god figur samt at gøre det bedre end sæsonens tidligere 1-11 nederlag, hvor cheftræner Anders Winstrøm havde kommandoen.

 

 

ÅFS Floorball – Team Aarhus Floorball 3-5

 

00.13 0-1 David Johanson

01.54 UDV Uffe Simonsen (2min.)

16.59 1-1 Johan Stax Jakobsen

24.07 1-2 David Johanson (Anders Jensen)

24.42 UDV Lean Johnson (2 min.)

31.58 2-2 Rasmus Jensen (Thomas Stax Jakobsen)

32.12 3-2 Claus Schultz (Uffe Simonsen)

34.10 3-3 Christian Bendtsen (Brian Eskildsen)

39.12 UDV Lean Johnson (2 min.)

43.29 3-4 Christian Bendtsen

50.32 UDV Rasmus Jensen (2 min.)

52.24 3-5 David Johanson (PP)

57.36 Time out TÅF

Skriv et svar