ÅFS 3. herre forsvarede 2. pladsen

Efter en 7-0 sejr til ÅFS i sæsonens første møde med Randers Raptors, var det et nærmest overmodigt Århus mandskab der gik på banen sent lørdag eftermiddag. Tankerne lå hos flere spillere allerede før kampen på ÅFS-Centrets fadølsanlæg, der stod så smukt og ventede på at den forventede stor-sejr kom i hus. Opvarmningen til kampen var en af de mest sløsede set længe, og ÅFS' trænerteam måtte hive den altid pædagogiske Jakob Skjerning ind fra sidelinjen, for at få sparket holdet ordenligt i gang. Skjernings gode og velmente skideballe til holdet skulle i starten af kampen vise sig at have båret frugt. ÅFS startede således kampen som lyn og torden og allerede efter et minuts spil bragte holdets russisk-tyrkiske angrebskæde ÅFS foran med 1-0. Carsten Gormsen prikkede på frislag bolden hen til Jesper Jørgensen, der i stedet for at skyde imod mål kanonerede bolden ind på banden bag målet, så den sprang direkte tilbage ud til Sahin Øzkan, som sikkert satte den i kassen. En fremragende og indstuderet detalje af angrebs-trioen. Allerede i kædens næste skift blev føringen udvidet til 2-0, da Carsten Gormsen fulgte op på et flot langskud fra holdets ellers på det seneste meget udskældte stjerne, Djavid Haghighi, der af uvise årsager havde aflyst sin romantiske tur til Sverige og derfor var på plads til kampen. Efter et velfortjent hvil blev der igen talt russisk nede foran Randers målet 6 minutter senere. Carsten Gormsen holdt legestue med to Randers backs bag målet, og sendte så resolut en aflevering imellem sine egne ben ind foran målet til Jesper Jørgensen, der ikke skulle gøre andet end at prikke den ind til 3-0.

I anden periode kom Randers lidt mere med ind i kampen, og ÅFS kom ikke frem til nær så mange chancer som i første periode. Holdet begyndte, som det også var tilfældet i den sidste kamp imod Randers, at spille for direkte i stedet for at komme mere ned bag mål og bygge op til lidt større chancer. Der skulle således gå 10 minutter før ÅFS igen kom på tavlen. Foran Randers målet kæmpede Anders Riisager og Christian Nielsen nærmest mere med hinanden end med Randers forsvaret om at få lov til at score, og da Riisager trak sig sejrrigt ud af den duel, kunne han score sit første sæsonmål til 4-0. Sidst i perioden kunne Randers, fortjent spil og chancer taget i betragtning, reducere til 4-1 uden at det dog umiddelbart gav anledning til de store bekymringer på ÅFS bænken.

Tredje periode var dog ikke mere end 25 sekunder gammel, før Randers skulle vise, at deres første reducering bestemt ikke var tilfældig. Blot 4 minutter senere stod der pludselig 4-3 og spændingen var bragt tilbage i kampen, hvad der trods alt måske var til fordel for de mange medrejsende fans fra Vilh. Kiers Kollegiet, der underligt nok ikke talte holdets største fan og mentale maskot. Der udbrød dog nærmest lidt panik i ÅFS lejren, og før holdet igen fik mere styr på spillet havde Randers flere muligheder for udligning. Spillet flød resten af kampen lidt frem og tilbage uden de helt store chancer til nogle af holdene. Med omkring et minut tilbage forsøgte Randers at fremtvinge udligningen ved at trække deres målmand ud til fordel for en markspiller mere. Det lykkedes da også her holdet at presse ÅFS lidt tilbage på banen, indtil ÅFS efter en fejlaflevering fik erobret bolden fra en Randers back, hvorefter Sahin Øzkan forløsende sendte bolden i det tomme mål til 5-3.

ÅFS Floorball 3 – Randers Raptors 2 : 5-3 (3-0), (1-1), (1-2)

01.05 1-0 Sahin Øzkan (Jesper Jørgensen)
04.55 2-0 Carsten Gormsen (Djavid Haghighi)
11.01 3-0 Jesper Jørgensen (Carsten Gormsen)
19.51 UDV Joachim Sloth, ÅFS (2+10min)
29.01 4-0 Anders Riisager (Jesper Jørgensen)
29.39 UDV Claus Madsen, Randers (2min)
34.35 UDV Rasmus Jensen, ÅFS (2min)
37.52 4-1 Karsten Kristensen (Claus Madsen)
40.25 4-2 Mikkel Pape (Karsten Kristensen)
44.12 4-3 Mikkel Pape (Karsten Kristensen)
51.59 UDV Martin Jensen, ÅFS (2min)
59.52 5-3 Sahin Øzkan (Jesper Jørgensen)

Man of the Match hos ÅFS : Sahin Øzkan
Enforcer of the Match : Joachim Sloth

Skriv et svar