ÅFS damerne i DM semifinale

Hafnia FC – ÅFS Floorball 1-6 (0-4, 0-2, 1-0)

I weekenden rejste en næste fuldtallig ÅFS 1. dame trup til København – foran ventede afgørelsen på årets kvartfinaleserie mod Hafnia. ÅFS’erne havde sikret sig et godt udgangspunkt med en sejr på hjemmebane, men efter det resultatmæssige tætte opgør i Århus var det en flok spændte – og tændte – piger der fyldte bilerne og drog mod øst.

Traditionen tro i kvartfinaleopgør mellem de to hold, så fik kampen i København en flyvende start. I modsætning til de to foregående år, så var det imidlertid ÅFS, der lagde perfekt fra land, da de efter blot 20 sekunder bragte sig foran, da Henriette P tog en god tur på kanten og lagde bolden ind i slottet til ÅFS jokeren, Mette Milling. ÅFS sad på spillet og dominerede med sit høje pres, der gjorde det meget svært for Hafnia at få etableret deres spil. Midtvejs i perioden førte dominansen til endnu en scoring, da Tine Nielsen på fornem vis igen fandt en fri Mette Milling. 2-0 stod der indtil kort før tid, hvor Stine Lausten drev på tværs af banen og trak en flot trækskud op i krydset. Det ville Henriette Pasgaard ikke stå tilbage for og inden pausefløjt trak hun fra samme position bolden op i modsatte kryds på opspil fra Cecilia Garibaldi. Således kunne ÅFS gå til pausen med et fremragende udgangspunkt for resten af kampen på 4-0.

Med tanke på at tidligere tider har vist at store føringer kan sættes over styr på Amager, var det meget vigtig for ÅFS at holde fast i det gode spil og komme godt fra start. Som sagt så gjort – efter mindre end 2 minutters spil af 2. periode havde Stine Lausten bragt ÅFS’erne yderligere foran. ÅFS fortsatte herefter pres og dominans, men desværre havde de sværere ved at få udnyttet det end i 1. periode. I den anden ende sad markeringerne også en smule løsere, uden det dog blev rigtig farligt. Mod slutningen satte Mette Milling en ekstra pind på tavlen og ÅFS kunne gå til pause foran 6-0.

Med den relative komfortable føring blev der i 3. periode eksperimenteret fra ÅFS’ernes side og enkelte spillere blev sparet. Damerne skabte fortsat masser af chancer, men perioden blev generelt noget mere rodet og mindre velspillet end de øvrige 2. Midt i perioden kom Hafnia på tavlen på en skud fra distancen og eftersom ÅFS ikke fik udnyttet sin gode andel af chancer i perioden, endte kampen 6-1.

Med sejren sikrede ÅFS damerne sig en plads i en af årets semifinaler, og er dermed sikker på minimum DM bronze. I semifinalen venter en svær opgave i form af sidste års danmarks mestre og dette års grundspilsvindere i Vest, FC Outlaws.

Første semifinale spilles søndag d. 5. april kl. 16.00 i ÅFS centret.

Kom talstærkt og højtråbende og støt 1. damerne – de får brug for al den støtte klubben kan mønstre, for at gå hele vejen til finalen.

Point ÅFS:

Mette Milling 3+0
Stine Lausten 2+0
Henriette Pasgaard 1+1
Tine Nielsen 0+1
Cecilia Garibaldi 0+1

Skriv et svar