ÅFS damerne smed point i sidste sekund

Team Århus – ÅFS Floorball 2-1 (0-0,1-1,1-0)

Efter en lang julepause lagde ÅFS damerne hårdt ud med et lokalopgør på udebane mod Team Århus. I holdenes to foregående opgør havde ÅFS trukket det længste strå, men på en kold januar dag blev udfaldet desværre et andet.

Fra 1. periodes start var det tydeligt, at ÅFS pigerne grundet julepausen manglede fornemmelse med bolden. Krydret med et uhyggeligt lavt boldtempo, et kompakt TÅF forsvar og mange personlige fejl blev Team Århus pigerne budt indenfor og takkede forståeligt nok for indbydelse ved at producere en stribe af farlige kontraer. ÅFS var kun farlige i glimt og havde svært ved at få spillet til at køre, og kunne takke held og Mai-Britt Pedersen i målet for at de ikke var bagude efter 1. Periode.

Efter en opsang i pausen var det et noget mere fokuseret ÅFS hold, der kom på banen. Opspillet kørte bedre – om end ikke perfekt – og TÅF fik dermed også færre muligheder for at køre kontra. Efter at Mette Milling kort forinden havde fået underkendt et mål, slog ÅFS endelig til da et godt gennemspillet angreb blev afsluttet med en perfekt tværpasning fra Diana Olesen, der splittede TÅF forsvaret og efterlod en helt fri Henriette Pasgaard. Hun eksekverede resolut til 0-1. ÅFS så ud til at have fået gang i deres spil og fandt pludselig hullerne i TÅF forsvaret. Desværre slog TÅF pludselig kontra og fik på et flot mål udlignet stillingen kort før periodes udløb.

Efter pausen var ÅFS igen toneangivende, og det lod til at Team Århus fokusere mest på at holde det ene point. Uden at glimre producerede ÅFS’erne en række chancer og var tæt på flere gange, men ligesom i alle de andre facetter af spillet, så manglede de det sidste. TÅF levede på kontra og havde et par rigtig gode af slagsen, men med kort tid igen var stillingen fortsat 1-1. ÅFS kombinerede godt og var to gange helt alene med målmanden uden at kunne omsætte det til mål. I stedet slog TÅF kontra med to mand, hvilket lod til at komme helt bag på ÅFS’erne. En pasning på tværs af feltet og et fladt skud – 2-1 til TÅF i tiden 59.59!

Det var en meget grusom afslutning på en forfærdelig kamp for ÅFS’erne. Men kampen blev imidlertid ikke tabt i det sidste sekund – den blev tabt langt tidligere. Kampen igennem var der ikke meget, der fungerede optimalt for ÅFS’erne, og derfor tabte de til et Team Århus hold, der på dagen udviste langt større vilje. Tempomæssigt og teknisk skal ÅFS’erne derfor skifte gear adskillige gange for ikke at blive kørt helt over af det suveræne tophold i Elitedivsion vest, FC Outlaws, når de to hold mødes i ÅFS centret på lørdag kl. 16.00

Skriv et svar