ÅFS i Mørke

Allerede inden stævnet havde ÅFS-træneren en problemstilling uden lige. ÅFS U-13 har ingen målmand og derfor måtte man trække lod. Heldigvis blev første udtræksmålmand bidt af oplevelsen, hvilket var til stor lettelse for ÅFS-træneren, der deraf har fundet sin nye målmand. Stor cadeau til ÅFS’ målmand, der til trods for sit første stævne kun lukkede omkring 10 mål ind i 7 kampe, som til tider var prægede af mange kvalificerede skud. Uden ham kunne mange af kampene have haft et andet udfald.

Første kamp skulle spilles kl. 10, som ikke ligefrem er et tidspunkt der behagede de unge spillere. Om det var træthed eller nervøsitet der prægede de unge spillere vides ikke, men første kamp endte 2 – 1 til ÅFS. Et resultat, der ikke sagde meget om kampen, idet ÅFS var en kende heldige med resultatet. Anden kamp ender også kun 2 – 1 til ÅFS, hvorefter træneren lige måtte have et alvorsord med de unge spillere. Og til trods for, at næste kamp ender 2 – 2, så vendte de unge ÅFS’ere deres lidt slatne stime og gav en ordentlig øretæve til lokalrivalerne fra Mørke. Kampen startede godt med 3 hurtige scoringer, som derfra var fuldt op af den 4. og 5. scoring fra ÅFS. Mod slutningen af kampen lukkede ÅFS Mørke ind i kampen, der lavede 2 fine må. Til slut lukkede Jeppe Viberg og Lasse Due imidlertid kampen med henholdsvis den 6. og 7. scoring for ÅFS. Slutresultatet blev ÅFS 7 – 2 Mørke, som dermed gav ÅFS et tidligt forspring i den ellers tætte gruppe. De resterende kampe blev vundet med forholdsvis komfortable cifre, og derfor fik ÅFS 16 ud af 18 mulige point i deres gruppespil, hvilket gjorde dem til klare gruppevindere.

ÅFS skulle møde Feldborg 1 i finalen. Et hold der voldte store problemer mod det velspillende ÅFS-hold. Desuden det eneste hold, der havde taget point fra ÅFS. Inden finalen sagde ÅFS-træneren til sine spillere, at de skulle gå ind og have det sjovt, men spurgte også om de unge mennesker gerne ville vinde. Et spørgsmål der på denne dag kun ville blive opfattet retorisk af de unge ÅFS’ere, der udviste intet andet end vindermentalitet af fineste karat i hver eneste kamp. Derfor var det også et entydigt ”ja”, der kom fra de unge spillere, der derefter fik at vide, at man i tilfælde af en tæt kamp ville køre på toppede kæder.

Inden finalen kunne man mærke på spillerne, at de var meget nervøse. En nervøsitet de unødvendigt tog med sig ind til finalen. Selv spillere som Julie og Christian Perto lavede kæmpe brølere. At Feldborg kom foran gav kun ÅFS-træneren ét valg: Toppede kæder! Da der efter 4 minutters spil stod 1 – 0 til Feldborg smed han Julie og Christian Perto på banen sammen med Jeppe Viberg. Alle tre på dagen ÅFS’ helt store pointslugere, der sammenlagt havde lavet henholdsvis 15, 7 og 11 point. ÅFS-trænerens taktiske beslutning gav pote efter allerede 1 minuts spil med de toppede kæder, da Christian Perto satte en smukt træskud ind bag Feldborgs keeper. Men det var ikke nok for den unge ÅFS’er, der inden kampen havde lovet sin morfar at lave 2 mål i finalen. Derfor var det da også til stor jubel, at han satte sit andet mål ind i finalen, hvilket gav ÅFS en føring på 2 – 1. Det var dog ikke nok for ÅFS-træneren, der gerne ville have en komfortabel føring, før han igen ville køre med normale kæder. 3 – 1 blev det også til, og herefter kørte man på normale kæder igen. Næste kæde til at score var 2. kæden, bestående af Magnus Gyhrs, Lasse Due og Christian Perto. Et smukt mål, som afspejler ÅFS U-13’s træningsforløb under Nicklas Perto. En pasning fra Lasse Due op til Magnus Gyrhs, der med et førstegangsskud sætter bolden ind bag Feldborgs keeper til 4 -1, fik træneren til at bryde ud i ekstatisk jubel. Kampen blev til sidst lukket med en scoring fra Julie Perto til 5 – 1.

Det var nu definitivt, at ÅFS havde vundet Dark Devils-julecupfinale for andet år i træk. 19 ud af 21 mulige point taler sit eget tydelige sprog og fortæller om den sand ÅFS dominans. Efter kampen udtaler en af spillerne: ”Hvornår skal vi så spille finale?”, hvilket gav et lidt ambivalent smil på trænerens læber. ÅFS-spillerne modtog stolt deres medaljer, da stævnet var slut, hvilket blev fejret med den traditionelle U-13-fejring ”Der kommer spyd”. Især én ÅFS’er gjorde sig bemærket i Mørke, nemlig Magnus Holmark, der velfortjent vandt prisen som stævnets bedst spiller.

Til slut samler træneren lige op på finalekampen, samt stævnet som helhed, som en positiv oplevelse for ÅFS U-13. – Tak til de mange medrejsende forældre, der kom med loyal opbakning til de unge ÅFS’ere. – Veni, vidi, vici.

* De to kæder bestod af følgende spillere:
1. Kæde: Julie, Magnus Gyhrs og Jeppe Viberg.
2. Kæde: Christian, Magnus Holmark, Lasse Due.
Målmand: Lasse Funk.

4x Stævnets spiller kåret af træner, spillere, forældre og Mørke. Samt trænerens kommentarer:

Julie Perto:
Julie spillede, som forventet, et helt forrygende stævne. Hun formåede i 9/10 beslutninger, at tage den rigtige. Foruden hendes mange point, tog hun hånd om sin kæde, og strøg om sig med sin erfaring. Dog var der enkelte aktioner, der ikke altid var velovervejede, som kunne have kostet point. – En sikker sidste skanse, som af ÅFS-spillerne blev kåret til stævnets bedste ÅFS-spiller.

Lasse Due:
Forud for stævnet havde Lasse vist en stor spilleglæde til træning. En spilleglæde, der ikke var gået ubemærket forbi træneren. Lasse viste en del af denne spilleglæde til stævnet, hvilket positivt overraskede træneren, da han helt uden frygt turde tage kampen op mod spillere, der var en del større end ham selv. På trods af den til tider manglende teknik, som selvfølgelig nok skal komme, spillede Lasse et rigtig fint stævne, hvor han formåede at lave 5 point i 7 kampe. – En imponerende nybegynder, der blev kåret af ÅFS-træneren til stævnets bedste ÅFS-spiller.

Lasse Funk:
Stor tak til Lasse, som uden brok tog målmandstøjet på, da træneren bad ham om det. En heldig lodtrækning, der viste sig at være virkelig vigtig for ÅFS. Lasse var nemlig en super god målmand, der havde en masse fine redninger på skud, der selv fik træneren til at ryste i bukserne. Forhåbentlig har ÅFS fået en ny målmand i form af Lasse Funk, der virkelig stod et flot stævne. – En stærk målmand, der blev kåret af ÅFS-forældrene til stævnets bedste ÅFS-spiller.

Magnus Holmark:
Til trods for en skade i næstsidste kamp, formåede Magnus at blive kåret som den bedste spiller i U-15 rækken. En beslutning, der velfortjent blev truffet af Mørkes sekretariat. Magnus var måske ikke den mest aggressive spiller i Mørke, men derimod en spiller, der hele tiden holdte hovedet koldt i mange pressede situationer. Blandt andet lavede han stævnets bedste assist, der afspejler den teknik han besidder. Magnus havde mange andre nævneværdige aktioner og tog derfor også plads på ÅFS-trænerens kandidatliste, hvor han dog desværre blev slået af Lasse Due. Dog vil ÅFS-træneren gerne se lidt mere aggressivitet fra den unge ÅFS’er, da dette er den eneste ting han virkelig kan blive bedre til, idet hans andre forcer er så stærke. – En stærk tekniker, der blev kåret af Mørke til stævnets bedste spiller.

Dog skal i ikke snydes for resten af ÅFS’erne:

Jeppe Viberg:
Jeppe er en lejesvend, der halvt spiller U-13 og halvt 3.herre. Derfor blev træneren, da også ekstra optimistisk, da han hørte at Jeppe kunne deltage. Han er kendt som en pointsluger, der også til stævnet viste sine unikke tekniske evner, da han satte kasse efter kasse ind. Op til flere gange lavede han point sammen med Julie Perto i deres lille pointaftale. Som topscorer for ÅFS scorede Jeppe 8 mål og lavede 3 assists. I fremtiden kan Jeppe blive en rigtig dygtig spiller, men hans manglende fysik kan til tider godt hæmme hans spil en smule, men den skulle gerne snart komme.

Christian Perto:
Modsat Jeppe er der Christian, der på trods af næsten samme alder, er omtrent dobbelt så høj som Jeppe. Dette er med til at give ham en fysisk fordel, der også afspejler sig i hans aggressivitet. Foruden hans fysiske aspekter er Christian en Walid-agtig spiller, som har en fantastisk teknik og et rigtig godt trækskud. Det gav ham også 5 mål. Dertil kommer, at Christian er en vigtig spiller, når man skal bruge nogle hurtige mål, hvilket gav ham pladsen i den toppede kæde i finalen, hvor han lynhurtigt scorede 2 mål. En ting Christian skal arbejde med, er hans indstilling på banen. Ofte er han hård mod medspillerne og til stævnet svinede han en dommer i en sådan grad, at selv Lars Erik ville blive forarget. Til denne indstilling ligger selvfølgelig, at han besidder en beundringsværdig vindermentalitet, der dog skal finpudses en smule, førend han virkelig kan blive en dygtig spiller. – Klart også en spiller, der kom på trænerens kandidatliste til stævnets bedste ÅFS’er.

Magnus Gyhrs:
Rosinen i pølseenden er Magnus Gyhrs, der til stævnet i Mørke spillede nogle rigtig fine kampe. Magnus er til træning blevet god til, at finde plads til en frispilning. Sammen med hans intelligente løb var hans fysik og pasningsniveau en vigtig faktor til succes i hans kæde. På trods af hans ”kun” 2 point spillede Magnus et rigtig fint Julestævne, der var præget af mange farlige situationer, blandt andet kom han med en kandidat til stævnets bedste mål. En ting Magnus dog kan blive bedre til, er hans skud, der til stævnet i Mørke kun afspejlede sig i 2 mål. Så snart han lærer at skyde, så har han potentiale til at blive rigtig dygtig.

Pointfordelingen til stævnet var således:

Julie Perto: 6 mål. 7 assists: 15 point
Jeppe Viberg: 8 mål, 3 assists: 11 point
Christian Perto: 5 mål, 2 assists: 7 point
Magnus Holmark: 3 mål, 2 assists: 5 point
Lasse Due: 1 mål, 4 assists: 5 point
Magnus Gyrhs: 2 mål, 0 assists: 2 point
Lasse Funk: 0 mål, 0 assists: 0 point

//Coach

Skriv et svar