ÅFS nyt – september 2012

I sidste uge blev sæsonen for alle ÅFS hold for alvor skudt i gang og i den kommende weekend kommer de første hold i kamp. Bag kulissen har der imidlertid længe været gang i den – og det vil der være i lang tid fremover. Nedenfor følger et overblik over nogle af mest varme emner eller aktiviteter:

1. dames træningstid om mandagen
Oprindeligt havde 1. dame fået en træningstid mandag aften i Center 10 fra 21-23, men eftersom holdet har et par spillere, der kommer langvejs fra samt en meget ung spiller, så var den sene træningstid ikke ønskværdig for trænerteamet. Samtidig ville de også rigtig gerne have lidt ekstra tid på stor bane. Da der i denne sæson har været lidt svigtende tilslutning til indendørsfodbold, lykkedes det bestyrelsen få en god aftale på plads med ÅFS centret, der giver damerne 1 time og et kvarter i ÅFS om mandagen – dog på fodboldbander. Holdet bruger tiden forinden i styrkerummet.

Fester og sociale arrangementer
I de sidste par år er der kommet mange nye til klubben, samtidig med, at vi er spredt på flere hold, i flere haller og over flere alderstrin og nationaliteter. Vi er derfor rigtig mange, der ikke kender hinanden – det vil festudvalget gerne gøre noget ved!
De vil gøre sit til at skabe de perfekte rammer for et par gode fester, men det er selvfølgelig en forudsætning, at medlemmerne bakker op – det gælder både ift. at deltage i selve festen, men også, at vi tager del i forberedelserne, afviklingen og oprydningen efter fest.
Det er også planen, at festudvalget vil tage initiativ til andre sociale arrangementer, såsom en omgang bowling, en tur på galopbanen eller måske en skøjtetur en mørk vinteraften. Ideer til arrangementer modtages med kyshånd:)

Kørsel
Som de fleste af jer ved så er vores økonomi stram, og bestyrelsen kæmper hårdt for at få enderne til at hænge sammen. Det er derfor vigtigt at pointere nødvendigheden af at bilerne SKAL fyldes op, når der køres til kamp. Vi er nødt til at sidde tæt, og der er simpelthen ikke plads i budgettet til, at der kun sidder 3-4 stykker i bilen. Vi håber virkelig, at I vil koordinere kørslen, så vi altid har så få biler afsted som muligt.
Husk desuden at aflevere køresedler løbende!

Mandehørm
Mandehørm er et stort motionsløb for mænd, som vi har hjulpet til med at afvikle de senere år. Der er igen i år brug for alle hænder, så sæt kryds i kalenderen den 13. oktober. Der vil kommer besked rundt til holdene meget snart (hvis I ikke allerede har hørt noget) med mulighed for at melde sig til (NB! 1. holdsspillere er automatisk tilmeldt, så det kræver aktiv framelding – og en god grund hertil – at melde fra).

Vil du gerne i bestyrelsen?
Skulle der sidde en sjæl derude med interesse i bestyrelsesarbejdet, så har vi en ledig plads i bestyrelsen. Der er mange forskellige opgaver at løfte, og vi kan altid bruge en ekstra hånd. Skriv til formand@aarhusfloorball.dk eller ta' direkte fat i Tina Quist for at høre nærmere om bestyrelsesarbejdet.

———-
Alle er meget velkomne til at komme med input til næste omgang af ÅFS nyt, så hvis du sidder med et eller andet, der skal meldes ud til klubbens medlemmer, så skriv til: gismlt@hotmail.com .

Skriv et svar