ÅFS sikkert videre som nr. 1

PRESSEMEDDELELSE (International sport/floorball)

Nyt fra ÅFS – Czech Open 2011

Fredag d. 12. August 2011

ÅFS åbnede gruppespillet med en sikker 3-1 sejr over USK Slávie Ústí nad Labem. Den dansk/estiske kæde fik sat et enkelt mål ind af Dennis “Dengse” R. Pedersen, mens tjek-kæden stod for de to andre mål. I målet var Tomáš Kadlec en sikker skanse og reddede et straffe.

Dagens næste kamp endte med ÅFS-sejr på 1-0 over 1. FBK Campus Jablonec nad Nisou. ÅFS fik endda scoret til sidst til 2-0, men målet blev desværre ikke set af dommerne, som havde en lang dag. Det enlige mål blev sat ind af Jakub Květoň. Mens Filip Pacan måtte se sit straffe gå stolpe ud.

Fredag morgen gjaldt det kampen om førstepladsen i gruppen mod Sparta Praha B. ÅFS kunne tåle et 1-måls nederlag og stadig vinde puljen. 1. periode gik helt galt og endte 0-4, mange spillere i både tjek-kæden og den dansk/estiske kæde virkede næsten tømmermændsramte. Pausen brugte coach Laustsen på en isnende tavshed og onde øjne til truppen. Det gav bonus og pludselig var løbeviljen i top. ÅFS scorede de 3 nødvendige mål – 2 af Josef Kubovsky og et power-play mål af Filip Pacan – og tabte kampen 3-4, nok til at vinde førstepladsen.

Succestræner Laustsen udtaler om fredagens kamp: ”Jeg gav truppen lov til at fejre torsdagens sejre med en enkelt øl og friturestegt mad inden de gik i seng kl. 22. Det tåler de tydeligvis ikke. Det nederlag er en plet på min indtil nu ufejlbarlige trænerkarriere. Det vil ikke ske igen. Nu skal der være fuld fokus frem mod finalen.”

Lørdag kl. 12.30 gælder det så 1/32 finalen. Modstanderen er endnu ukendt. Pressemødet foregår som altid på Vinotéka Voršilská kl. 09.00.

ÅFS Floorball Czech Open
For yderligere info: ÅFS pressecenter @ hotel Hilton Prag.

Skriv et svar