ÅFS spillede uafgjort.

Team Århus – ÅFS Floorball (1. division), 1-1 (0-0,0-0,1-1).
Målscorer for ÅFS: Poul Nyborg.
Tidligt søndag morgen var der lokalopgør på menuen.

Åbenbart var det lidt for tidligt for ÅFS'erne, som ikke kunne få spillet til at hænge rigtigt sammen. 1. og 2. periode bød på en stillingskrig, hvor ingen af holdene producerede særlig mange chancer. Til gengæld blev der gået til den, idet der stort set kun faldt udvisninger for skub mod banden.

ÅFS'erne lod sig kue af Team Århus spillernes iver i nærkampene, men var alligevel spilstyrende og pressede på. Anstrengelserne var dog forgæves, og målchancerne blev misbrugt.

I 3. periode var der fremgang at spore og 8 minutter før tid kom det første mål endelig. Poul Nyborg fik fra en spids vinkel bragt ÅFS foran.
I glæden over scoringen måtte ÅFS målmand Kenneth Thomsen inkassere en udvisning for kast med hjelmen. Så ÅFS startede i undertal, blot en minut senere fik målscorer Poul Nyborg en udvisning for liggende spil. Med 3 mod 5 i et minut var ÅFS presset, men Team Århus formåede ikke at udnytte powerplayet.

Det gjorde de så i stedet 3 minutter før tid, hvor Mads Skytte blev udvist. Kort efter var der forvirring i forsvaret og udligningen en realitet. ÅFS spillede i overtal de sidste 2 minutter, men det hjalp ikke. 1-1 blev slutresultatet. Det ene point var dog nok til at bevare førstepladsen i 1. division.

Skriv et svar