ÅFS styrer 2. division.

Med Bjerres noget overraskende sejre over Skanderborg – og 3.-holdets sejr over Bjerre – har ÅFS opnået den totale kontrol med 2. division. Ikke nok med, at 2.-holdet igen har føringen i divisionen: De to hold kan mere eller mindre bestemme, hvem der skal spille kvalifikationsspil. Efter week-endens opgør ser stillingen således ud:
Hold: Kampe/point
ÅFS2: 6/9
Bjerre: 6/7
Skanderborg: 5/6
ÅFS3: 7/2

Bjerres sejr over Skanderborg betyder, at 3.-holdet ikke længere kan avancere i tabellen og derfor må tage til takke med 4.-pladsen, hvilket dog er et avancement i forhold til sidste år. I lyset af holdets udvikling bør det dog stadig have gode chancer for at drille de to oprykningskandidater.

2.-holdet har et forholdsvist hårdt program tilbage med to kampe mod Skanderborg (som de tabte til i den første kamp) og en udekamp mod Bjerre. Umiddelbart bør de dog være favoritter til at forsvare 1.-pladsen.

For Bjerre og Skanderborg ser programmet således ud: Bjerre mangler en kamp mod henholdsvis ÅFS2, ÅFS3, og Skanderborg. Deres modstandere i oprykningskampen mangler to kampe mod ÅFS2, en kamp mod ÅFS3 samt kampen mod Bjerre. De har altså en kamp mere end Bjerre tilbage, men har også behov for at hente yderligere to point, eftersom Bjerre er bedst i interne opgør. Dette kan blive meget svært, særligt i lyset af, at den sidste Bjerre-kamp er en mandag i Rårup-hallen, hvilket måske kan gøre det svært for bierne at stille i stærkeste opstilling.

Som turneringsplanen er udformet kan det dog ende med, at de to holds skæbne ligger i hænderne på Normanns tropper. Efter at holdene ramler sammen mandag d. 23. februar mangler holdene nemlig hver en kamp mod ÅFS2.

Jojo, der er spænding til det sidste i de lavere rækker – og ÅFS har (som altid) noget at skulle have sagt.

Skriv et svar