Århus Floorball Klub TST kåret som Årets Forening 2018

Til gårsdagens årsmøde i DGI Østjylland kulminerede klubbens hårde arbejde, da Århus Floorball Klub TST blev udråbt som Årets Forening 2018 til stående klapsavle fra forsamlingen. Udover den enorme ære vinder klubben også et gavekort på 10.000 kr.

DGI Østjyllands bestyrelse kunne foran et bugende fyldt lokale med hundredevis af foreningsfrivillige og DGI medarbejdere således berette om, hvordan Århus Floorball Klub TST siden 2016 har arbejdet på visionen Floorball-landsby Tilst og samarbejdet med lokalliggende børnehaver og folkeskoler, oplevet en fremgang i antallet af medlemmer under 18 år på 37 procent.

Om prisen fortæller Anne Marie Aebeloe udvalgsmedlem hos DGI Østjylland Udvikling:

”Klubben har skabet et skabt et solidt fundament for at gøre floorball til en del af skolelivet lokalt, ligesom de også er dygtige til at arbejde med deres frivillige. Herudover har de siden 2015 skabt en medlemsvækst på 43,5 procent. Det er rigtig flot.”

Herudover roser hun klubben for nytænkning i forhold til frivilligt arbejde, hvor man har fokuseret på  at gøre det usynlige frivillige arbejde synligt og involvere medlemmerne i arbejdet omkring klubben efter devisen ‘rette mand til rette opgave’. Det betyder, at de frivillige hjælper til der, hvor de har lyst og kvalifikationer, så man tilbyder udvikling til det enkelte medlem.

For Lars Erik Bartels, bestyrelsesformand i Århus Floorball Klub TST, betyder prisen rigtig meget. Det fortæller han til DGI:

“Det er en anerkendelse af vores klub og sporten. Vi har en ambition om at skulle være ligeså store, dygtige og kendte som de traditionelle idrætter. Der er jo mange, der stadig kun kender floorball som skolehockey. Det vil vi ændre på. Vi vil gerne endnu bredere ud i områderne omkring Tilst og Skjoldhøj – hele Aarhus faktisk – så jeg tænker da, at pengene kan bidrage her. Og så skal vi også anerkende de dygtige frivillige, der trækker læsset hos os, så vi kan få endnu flere af dem.”

Fra klubbens bestyrelse skal der lyde et stort tillykke til hele klubben og de mange frivillige, der hver dag lægger kræfter i klubben og gør en forskel for hinanden og lokalsamfundet. Ikke mindst skal der lyde et stort tillykke til alle de især østjyske floorballklubber, der i fællesskab virkelig har fået sat floorball på landskortet.

Sidst men ikke mindst skal der lyde et stort tak til vores samarbejdspartnere hos DGI Østjylland samt vores sponsorerer fra Danske Fragtmænd, Pejseringen, Jensen-Company, AURA Energi, Salming og Intersport Randers, som alle er med på sidelinjen. De gør, at vi som klub er i stand til at satse så intensivt på både bredden og eliten, hvilket vi nu høster frugten af. Har du lyst til at være medsponsor, kan du læse mere her.