Acceptabel indsats af ligaherrerne.

Lørdag stod 1.herrer nok engang overfor en uoverkommelig opgave da holdet var på udebanetur til den koldeste plet i Århus, Frysehuset. Modstanderne var TÅF med ikke færre end 6 gamle ÅFS-profiler på holdkortet. Der var således mere end blot to point på spil.

Kampen begyndte meget lige og ingen af holdene formåede at spille sig frem til chancer før ÅFS løb ind i én af dagen 10(!!!) 2 min. udvisninger. Her kunne TÅF gøre det til 1-0 og overtog efterfølgende spillet. TÅF gjorde det fortjent til 3-0 inden holdene kunne gå til pause. Perioden blev i øvrigt skæmmet af en grim cross-checking som uforståeligt nok kun blev straffet med en 2 min.

I 2.periode ændrede TÅF i kæderne og ÅFS kom godt med igen. Særligt kæden med Victor Gustafsson, Jesper Bertelsen og Magnus Møberg styrede spillet på flotteste vis. Alligevel vandt TÅF perioden 2-0.

I sidste periode satte TÅF sig igen tungt på spillet. ÅFS formåede dog at være farlige på kontra et par gange og her kunne Christian Gram notere sig for sit første mål på eliteholdet. Perioden endte 3-1 til TÅF og 8-1 samlet.

Et 8-1 nederlag var ikke tilfredstillende, men alt i alt var der dog alligevel tilfredshed med kampens forløb. Fem mod fem blev kampen kun tabt 3-1 og hele holdet ydede en til tider heroisk fighter-indsats. Nu venter en længere tiltrængt kamppause inden den sidste teoretiske chance for at forblive i ligaen skal forfølges.

Skriv et svar