Ærgeligt nederlag i tæt kamp

Lørdag tog 1. herrer imod Odense FC i sæsonens første hjemmekamp. Målet var først og fremmest at revanchere sig for den skidte indsats i Esbjerg men med et par afbud fra vigtige spillere så det ikke helt nemt ud.

ÅFS dominerede fra kampens start med et højt pres. Odense lavede flere uprovokerede fejl og ÅFS udnyttede disse prompte til at bringe sig foran 2-0 ved Rico Mikkelsen og Christian Gram. ÅFS trak sig lidt længere tilbage for at spare på kræfterne og det udnyttede Odense til at bringe sig tilbage i kampen med en 2-1 reducering.

I 2. periode overtog Odense kampen med hårdt fysisk spil. Samtidig havde fynboerne alle marginaler med sig og kunne således på to fodmål, to forsvarskiks og et PP-mål fra en spids vinkel vinde perioden med 5-2. De to ÅFS-mål sat ind af Christian Gram i undertal og Lars Erik Bartels.

I 3. periode gik ÅFS igen længere frem og trykkede Odense. Presset resulterede i flere gode muligheder og i to omgange fik Lars Erik Bartels reduceret. Desværre havde Odense i mellemtiden scoret nok engang og med 2 minutter igen førte fynboerne 6-7. Nok engang gik marginalerne imod ÅFS. Fri foran mål blev en ÅFS'er ulovligt tacklet i skudøjeblikket men det ellers udmærkede dommerpar overså forseelsen som ellers lugtede fælt af straffe. I stedet løb ÅFS på den efterfølgende Odense-kontra ind i en usandsynligt tynd udvisning og kampen var reelt afgjort. Det var således uden betydning, at Odense formåede at score yderligere to gange de sidste 40 sekunder.

Kampen var en uskøn affære som understregede at begge hold PT er langt fra liga-niveau. Resultatet kunne ikke siges at være ufortjent da Odense afsluttede bedst men på den anden side kunne de berømte marginaler nemt have flyttet de to point. Søndag står den på Esbjerg – og revanche!

Skriv et svar