Atter på sporet.

2005 er for 1. herrers vedkommende blevet indledt med to unødvendige nederlag. Lørdag var Odense på besøg og her skulle skuden atter rettes op. Sidst de to hold mødtes var ÅFS i problemer men at møde Odense hjemme og ude er to helt forskellige ting.
På intet tidspunkt var der tvivl om kampens udfald. Laust scorede til 1-0 i den meget velspillende 2. kædes første skift og siden da gik det slag i slag perioden ud til stillingen 7-0 hvilket ikke var et mål for lidt. Periodens detalje var overtalsmålet sat ind af dagens bedste svensker Johan Dubbelman på Jensens maskerede pasning.
2. periode startede stille og roligt. Odense pakkede sig tæt omkring mål hvilket gav væsentligt færre ÅFS-chancer. Der skulle et kontraløb til før ÅFS igen fik bolden i kassen. Spillende træner Brøns brød et Odense-angreb og på et løbe-slagskud (ja, det står der faktisk) hamrede han bolden op i nettaget!!! Måske karrierens bedste mål? Uheldigvis blev målet underkendt for høj stav… En – efter spillereglerne – korrekt kendelse, men der står også at man skal have trøjen i bukserne og strømperne oppe 😉 Kort tid efter var Brøns igen uheldig da en Odense-stav under nærkamp ramte ham i øjenkrogen. Den stakkels mand pisblødte, men efter en tur på skadestuen overlevede han med nød og næppe. Udover dette var det mest ophidsende moment da en Odense-spiller slog Johan Dubbelman i ryggen med sin stav. At han slap med en 5'er må snarere tilskrives dommernes nåde end egentlig fortjeneste. Selvfølgelig en klar M3. Perioden endte i øvrigt 3-0 til ÅFS.
I 3. periode havde ÅFS små problemer. Odense gik til vaflerne og i et stykke tid så det faktisk ud til at ÅFS lod sig kyse. En Odense-reducering fik dog vækket d'herrer og perioden ud var det igen spil til et mål.
14-1 var et acceptabelt resultat alt taget i betragtning og de mange mål har helt sikkert givet lidt humør tilbage i truppen. Næste kamp…. Odense hjemme d. 12/2.

Skriv et svar