1. Damer ÅFK-Rødovre

Bestyrelsens beretning for det forgangne år

Hent mødereferatet fra generalforsamlingen den 27. marts 2019 her.

Bestyrelsens beretning for 7.marts 2018 – 27. marts 2019:

“Endnu et år er gået, og traditionen tro er det tid til at gøre status og kaste et blik tilbage på de 365 dage, der ligger forud. Man fristes til at sige, at det selvfølgelig har været endnu et succesfuldt år i ÅFK. Men det kan man ikke bare. Ikke fordi det ikke har været et godt år – for det har det. Der er ingen selvfølger i foreningslivet. Alt succes kræver hårdt arbejde. Både fra dem der gjorde det i går; dem der gør det i dag og dem der skal gøre det i morgen. For der er bare ingen selvfølger.

* * *

Det var for eksempel ikke en selvfølge, at vi blev nomineret til Årets Forening i DGI Østjylland. Efter en stærk afstemningsindsats af klubbens medlemmer – og en helt specifik gruppe – endte vi blandt de tre nominerede med flest stemmer. Her valgte juryen heldigvis os, og vi kunne lade os kåre til DGI Årsmødet i marts. Sikke en måde at starte året ud på.

Bestyrelsen har i år bestået at Thaarup, Yessika, Lars Skytte, VP, Lars Erik og Julie Poulsen. 1. oktober lavede vi en omrokering, hvor jeg overtog formandsposten. Jeg kan godt nu afsløre, at flere af medlemmerne meget velfortjent trækker sig tilbage efter en flot indsats i ÅFK. Derfor kommer der nogle ledige poster i bestyrelsen. Hvis du er interesseret i en plads i bestyrelsen, kan du passende folde ørerne ud, når Lars Erik senere giver et indblik i arbejdet.  Men heller ikke i år, har bestyrelsen klaret det alene. Også i år har vi været godt hjulpet på vej af udvalg, trænere og holdledere.

* * *

I år har festerne været ført an af Tina Quist. Et noget forsinket egnsmesterskab blev afholdt i august, hvor +20 medlemmer spillede floorball og festede. Det er en vigtig tradition for en klub som vores, så det var en stor glæde, at vi kunne fortsætte den. I år holder vi det den 1. juni, så sæt kryds allerede nu. Det bliver sjovt!

Her fik vi også kåret Årets ÅFK’er, der er en pris, som bestyrelsen giver til et medlem, der  yder et ekstraordinært stort stykke arbejde. Her vandt Jacob Lykke foran Nicklas Perto og Andy, som alle tre gør en stor indsats for klubben. Tak for det.

I januar fortsatte vi de gode takter og var +35 samlet til nytårskur. Sikke en fantastisk aften. Det er skønt at se, at vi i ÅFK har lyst til at samles om andet end floorball. Det er aftener som disse, der også har stor betydning for klubben, da det bringer holdene tættere på hinanden. Ekstra tak til Jacob Lykke, der hjalp Quist med oprydningen dagen efter. Det er vigtigt, når vi hjælper hinanden.

Festudvalget mangler altid nye hænder, så hvis du har lyst til at være med til at skabe nogle gode fester i ÅFK, kan du senere melde dig ind i udvalget. Det drejer sig om cirka tre fester om året, så det er en overkommelig opgave.

* * *

Hver gang at ÅFK har en dommerpåsat hjemmekamp, “betaler” vi tilbage til det danske floorballfællesskab med en dommertjans på udebane. Derfor har ÅFK igen i år haft en stribe aktive dommere i aktion. Nicklas, Yessika, Gustav, Lars Skytte, Lars Erik og især Victor har haft fløjten og de røde kort flittigt oppe af lommen. Det er en vigtig opgave i klubben, og vi kan sagtens bruge flere kandidater. Klubben betaler selvfølgelig uddannelse og stiller dommertøj til rådighed.

* * *

Også i 2018 fik vi afholdt et vellykket MBC. Jeg snakkede med flere deltagere undervejs, der sagde, at det er skønt med en fælles afslutning på floorballsæsonen. Jeg er virkelig stolt over, at det er os i ÅFK, der danner rammerne for sådan en fest, for jeg synes virkelig, at vi viser os selv som klub fra vores bedste side, når vi år efter år holder MBC.

I 2018 bestod styregruppen af Christoffer, Lykke, Børsting, Jacob Rise, Nicklas Perto og Lars Erik. Oveni blev stævnet hjulpet på vej af hele 63 frivillige medlemmer, der brugte enten hele  weekenden eller blot et par timer på at hjælpe til med alt lige fra skolevagter, barvagter, oprydning, klargøring af fest og meget mere. Det er et flot antal, der også tydeliggøre, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden. Det er altid nemmere at være mange om en opgave end at være få.

I år får vi æren af at fejre MBC’s 25 års jubilæum, der foregår fra den 16 – 19 maj. I år består styregruppen af Christoffer, Lykke, Tina Holst, Henriette Berthelsen, Børsting, Peter Ovesen og Jacob Rise, der allerede er i fuld gang med arbejdet. Jeg glæder mig til at se, hvad I finder på, for der går rygter om russisk deltagelse og live band. Det bliver godt!

Men heller ikke i år kan de gøre det selv og har brug vores hjælp. Sæt derfor allerede nu kryds fra den 16 – 19 maj. MBC er enormt vigtigt for en klub som vores, så vi forventer, at I kommer så meget I kan; selv et par timer gør underværker og betyder noget i det store billede.

* * *

Et af de steder, hvor vi fortsat halter, er med sponsorer. Selvom vi stadig har vigtig sponsorater i Jensen-Company, Pejseringen og Danske Fragtmænd, har vi stadig ikke nået det niveau, som jeg ønsker, og som vi som klub kan forvente. Og det er ikke fordi, der ikke er nok at støtte. Vi har en spirende ungdomsafdeling med en masse aktiviteter og en bred seniorafdeling med både motions- og elitefloorball. Og det er heller ikke fordi, at vi ikke har prøvet. Men vi mangler bare en, der vil tage tyrene ved hornene og dedikere sig til at finde sponsorer til klubben; præcis som ungdomsudvalget har knoklet for at få vores ungdomsafdeling til at spire. Hvis du føler, at det er en opgave, som du gerne vil gå videre med, kan du senere på mødet melde dig ind i bestyrelsen eller i sponsorudvalget.

* * *

På ungdomssiden har vi nemlig igen i året været i rivende udvikling og har i foråret rundet 60 medlemmer. De er fortsat med at strømme til. Det er bare ikke kommet sovende. Ungdomsudvalget og trænerne har knoklet for at skabe nogle gunstige rammer for ungdomsfloorball i ÅFK. Og det har de i den grad formået.

Udvalget har i år været anført af Thaarup, Grønhøj, Astrid, Tina Quist og Nicklas Perto. De har fået sat gang i forskellige projekter, der har spredt floorball og ÅFK ud i Tilst. Blandt andet var vi medarrangører til Skolernes Floorballdag, haft sommeraktiviteter i Langkærparken samt samarbejde med DGI omkring floorball i lokalområdets fritidsklubber. Derudover afholdte vi KidzLiga i november, hvor 14 hold brugte efterårsferien i TST. I søndags afholdte vi endnu et stævne, hvor 20 hold deltog, og jeg kan bare konkludere, at I i den grad har knækket koden og fundet den rette opskrift. Det er fantastisk, at vi formår at kunne samle børn og unge til floorball.

I år har U11 trænerteamet bestået af Bolette og Thomas Kvist, mens det på U13 har bestået af Nicklas, Andy, Lukas og Magnus Gyhrs. Også Små Blå Fødder, holdet for de 2-8-årige, har igen i år været en bragende succes. Anført af Lars Erik og Astrid har +20 børn med voksne været samlet til floorball, leg, saftevand, frugt og rosiner cirka hver tredje weekend. Stor tak til jer alle otte. I gør en forskel hver gang, I er i hallen.

For de store på Små Blå har året budt på lidt ekstra. De deltog nemlig i KidzLiga stævnet i oktober, mens de i februar var til stævne i Skanderborg. Og allersenest var Hørnings U8-hold i hallen, hvor de spillede kampe mod hinanden og havde en skøn dag. Det er dejligt, at de helt små også får lidt kamptræning, og det er helt sikkert planen, at de i den kommende sæson skal deltage i endnu flere stævner rundt i det østjyske.

2018 blev også året, hvor ÅFK for første gang i mange år deltog til landsstævnet. Her sendte vi to U11 hold og ét U13 hold afsted, som alle havde en fantastisk weekend i det nordjyske. Igen i år fortsætter vi de gode tanker, når vi her i starten af april sender U11 hold og to U13 hold. Jeg husker selv mine ture til landsstævnet og er glad for, at vores ungdomsspillere får samme oplevelser med ÅFK, som de om 10-11 år kan kigge tilbage på med glæde.

I år har også været første gang, at vi har kunnet rykke hele årgange fra Små Blå til U11 og fra U11 til U13; og faktisk enkelte spillere hele vejen gennem 2. damer og op til 1. damer. Vi er i den grad ved at få etableret en meget velfungerende ungdomsafdeling, der endda giver medlemmer til seniorholdene. Det varmer mig dybt, og er absolut noget, som vi er nødt til fortsat at prioritere.

* * *

På seniorsiden fik 1. dame desværre en træls afslutning på sidste sæson, men det er i den grad en oplevelse, som de har fået rystet af sig i år. Anført af et fantastisk trænerarbejde af Lars Erik og Stinne samt god holdledelse af Tina Quist, der har sikret, at trænerne har kunnet fokusere udelukkende på at træne spillerne, fik holdet en flyvende start på efteråret, der desværre blev stoppet af tre alvorlige knæskader til Filippa, K og Fie.

Heldigvis har holdet og trænerteamet fortsat med at kæmpe, mens flere af spillerne har løftet deres spil til et nyt niveau og taget ansvar. Det har været en fornøjelse at følge. Blandt andet til dette års pokalsemifinale, hvor kun marginaler satte en stopper for ÅFK’ernes finaleplads. Derfor skal I have alt held og lykke i resten af slutspillet og 2. semifinale på lørdag mod Copenhagen. Hvis I fortsætter jeres spil fra i lørdags, så kan alt ske. Jeg glæder mig til at følge med.

* * *

På 2. dame har trænerteamet i år bestået af Jeanette Hyttel og Toke. Holdet har været en god blanding af erfarne kræfter og ikke mindst nye ansigter, der igen i år har fået flotte sejre hjem til ÅFK. Holdet har i år været udfordret på målmandssituationen, og har måttet låne fra 1. damer. Stor ros til trænerne på 1. og 2. damer samt Mette og Yessika for jeres arbejde med at få det til at gå op, så I har kunnet løse problemet. Endnu et eksempel på at intet problem er for stort til at kunne blive løst, hvis blot vi hjælper hinanden.

* * *

På herresiden blev det besluttet, at 1. herre ikke skulle spille liga i denne sæson. I stedet skulle sæsonen bruges på at genopbygge holdet og ruste det til den næste sæson. Ført an af Mathias Nordmann og Brian Wulle Nielsen fik også 1. herre en flyvende start på efteråret med en lang ubesejret stime, der kun blev stoppet af Blackhawks’ ligakæde. I år topper de 1. division med en flot 1. plads, hvilket I skal have stort tillykke med. Det bliver spændende at følge kampene mellem Blackhawks og Odense i weekenden og om I holder fast i 1. pladsen sæsonen ud.

* * *

For 2. herre skulle der gå lang tid, før god floorball blev belønnet med point. Peter Oves og Esberns tropper havde en hård sæsonstart, hvor pointene ikke rigtig kom. Men med vedholdenhed kommer man langt og med først en flot 10-0 sejr over Karup og en efterfølgende 9-8 sejr over Mørke har de i den grad fået vist tænder og har fået de point, de fortjente. Så sent som i går gav de Final4-deltagerne fra TÅF kamp til stregen med et 8-10 nederlag. Holdet har igen i år fået ny ansigter til, og det er altid en fornøjelse at se nye medlemmer tage ÅFK til sig. Derudover har holdet igen i år været under holdledelse af Jacob Lykke, der er en vigtig brik i trænerteamet.

* * *

Tidligt på sæsonen blev vi enige om at finde et separat trænerteam til fællestræningen om onsdagen. Her var Daniel Bendixen og Gis heldigvis klar til at træde til og tage tjansen. Udover at være indslusningshold for nye medlemmer og et tilbud til motionister er træningen også et tilbud til de medlemmer, der godt kan tænke sig en ekstra træning i benene. Onsdagstræningen er altid en hyggelig træning med sved på panden og ømme stænger, så jeg vil opfordre folk til at huske på den, når I savner at spille floorball.

For vi har virkelig haft mange nye forbi; både fordi floorball er blevet et hit, men ikke mindst fordi floorball i december oplevede stor eksponering, da DR 3 viste alle kampene til VM. Pludseligt var floorball en del af flow tv’et. Vi har virkelig oplevet stor interesse og haft mange nye forbi onsdagstræningen, og har i fælles grebet muligheden og eksponeret klubben og sporten. Tak til alle der bidrog med at dele budskabet, arrangere åbent hus, eller blot være venlige til at tage imod de nye medlemmer. Det er så vigtigt, at nye medlemmer får en god førstegangsoplevelse med klubben.

* * *

Det var året, der gik. Om et par ganske få timer tager vi hul på et nyt, og jeg ser frem til, at vi om 365 dage igen kan stå og kigge tilbage på endnu et godt år i ÅFK. Men igen. Det er ikke en selvfølge. Og det er ikke noget, vi kommer nemt til. Vi er nødt til at hjælpe hinanden.

Først og fremmest er vi nødt til at have en stærk bestyrelse, der kan skabe en vision for klubben og få den til at udvikle sig. For det andet er vi nødt til at have en række dedikerede, dygtige trænere og holdledere, som har lyst til at træne holdene og føre bestyrelsens tanker ud i klubben og ud i hallen. Sidst men ikke mindst afhænger det af jer; klubbens medlemmer.

For uden jer er vi ingenting. Men vi er heller ikke noget uden trænerne og holdlederne. Og vi er heller ikke noget uden bestyrelsen. Derfor vil jeg her til sidst opfordre dig, som ÅFK’er, til at give en ekstra hånd med i klubben i fremtiden.

Om du melder dig ind i et udvalg eller i bestyrelsen; om du melder dig som træner, holdleder eller dommer; om du hjælper til KidzLiga eller til DHL; eller bare tager sørger for at tage den tøjvask eller passe den dommerbodstjans, som du har fået tildelt, så livet for din træner, holdleder eller bestyrelsesmedlem bliver lidt nemmere. Det er sådan set underordnet.

Bare så længe du er med til at bidrage til klubbens udvikling præcis som dem, der gjorde det i går og præcis som dem, der gør det i dag. For hvis ÅFK også skal være til i fremtiden, skal nogle også gøre det i morgen.

På vegne af bestyrelsen i Århus Floorball Klub TST
Morten Frederiksen, formand”