Bizar kamp i Brønderslev.

Dame Elite, Brønderslev-ÅFS 6-10 (0-7,0-2,6-1)
10-6 i Brønderslev er velsagtens et OK resultat, men omstændighederne sejren blev sikret på, er til gengæld en af de underligste, som undertegnede (træner Michael) nogensinde har oplevet.
I min tid som meget ung AaB-spiller oplevede jeg engang at være bagud med 1-7 og vinde 11-8 i en træningskamp mod Flyers.
På trænerbænken i Brønderslev oplevede jeg ni spillere og en keeper, der i den grad kørte med klatten – lige indtil vi førte med 10-0 kort ind i tredje periode.
Så kom det store uforklarlige sammenbrud og Brønderslev fik lov at score seks mål i de resterende 17-18 minutter.
Hvordan det kunne ske var der ikke nogen af os, der rigtig havde en forklaring på efter kampen.
Ej heller vidste vi, om vi skulle grine eller græde efter sejren.
Efter en lille eftersnak valgte vi vist nok den første løsning, og valgte at glæde os over, at det ikke var første periode vi tabte med 6-1…
Den vandt vi med 7-0 efter en så lækker floorball-opvisning, at selv Brønderslevs træner anerkendte det i pausen.
Allerede i første skift blev der skudt på hul på Brønderslev-keeperen og siden væltede målene ind.
Specielt Ditte var i mål-hopla, men også Malin fik et par kasser ind.
Og vi havde faktisk chancer til at føre med 10-0 allerede efter første periode.
Stærkt nok, idet vi sædvanen tro havde måttet indkassere et par sidsteminuts-afbud og derfor kun stillede med ni mand. (Backer: Signe, Maj, Majbritt – Angrebskæde 1: Stine, Astrid, Faur 2: Ditte, Malin, Sigrid)
Også i midtperioden flød spillet glimrende med to mål til følge.
Det leder os altså frem til tredje periode, hvor Brønderslev Dorte Kjærsgaard lavede 6 point og havde succes med alt, hvad hun rørte ved.
Obskur kamp, men lad os hæfte os ved to suveræne perioder og glemme den sidste.
Kamprapporten? Tja, med de hændelser, ser den så mærkelig ud, at man sikkert kan vise den til sine børnebørn – når den tid kommer – og ryste lige så stille på hovedet, mens man tænker tilbage på en faktisk ganske hyggelig tur til Brønderslev…

Skriv et svar