Byens hold spiller igen på søndag

Efter 3 ugers kamppause er 2. herre igen klar til at vise det flotte spil frem. Siden sidste kamp er tiden blevet brugt effektivt på at forbedre både tekniske, taktiske og fysiske evner, så holdet er godt rustet til de sidste kampe hen mod jul. Holdet har bl.a. spillet en træningskamp med en sikker sejr over et ligahold med medaljeambitioner til følge, hvilket har øget glæden på holdet samt vist at den hårde træning bærer frugt.

For at vores trofaste fans ikke har savnet os alt for meget i de forgangne uger, er der blevet oprettet en fan-side på Facebook hvor alle er velkomne til at følge med i, hvad der sker på og omkring holdet. Der arbejdes også på at få en kamp ind på Friday night Floorball, så vores fans uden for Jylland ikke skal rejse så langt hver gang for at se deres yndlingshold. Kanalsport har også vist interesse i at vise vores kampe når den nye tv-kanal kommer op at køre. En TV-kamp indenfor nær fremtid er derfor ikke usansynlig. Holdet har da også lige fået ny klæder af sponsoren Floorballpro, så drengene vil gøre sig godt på TV.

Søndagens kamp spilles kl 16:30 mod de gamle drenge fra MGU Predators fra verdensbyen Holstebro. MGU stiller med en række meget erfarne spillere, som var med til at vinde 3. division i den forgangne sæson blandt andet med en tæt sejr på 5-3 over det daværende 3. herre hold. Derfor er MGU på papiret klare favoritter til dette opgør, men efter storspil i de seneste kampe burde en ÅFS overraskelse ikke være helt umulig.

Meget kommer an på om keeper Martin Christensen (MC) kan fortsætte de gode takter og bruge den målmandstræning guruen Lars Erik Bartels har givet ham. MC er den eneste spiller på holdet, der har prøvet at vinde over MGU, hvilket skete i optakten til denne sæson, da han med kun et enkelt kasseret målreddede 1. herre fra en historisk fiasko.

Som tilskuer bør opmærksomheden specielt rettes mod Henrik Birkbark, der siden den seneste kamp har virket meget varm.

Så kom op og støt 2. herre på søndag kl 16:30 i ÅFS og tilmeld dig facebook-gruppen, så du kan holde dig opdateret – http://www.facebook.com/pages/%C3%85FS-2-herre/135365383236661

Skriv et svar