Chokerende nederlag til ÅFS

Onsdag aften gæstede Skanderborg ÅFS Centret. Der var lagt op til en lige kamp men med ÅFS i den klare favoritrolle.

ÅFS begyndte kampen klart bedst med en tung overvægt i spil og chancer. Hjemmeholdet kom hurtigt foran 2-0 og kun uheld forhindrede flere scoringer. Istedet løb Skanderborg en kontra og på første afslutning kunne udeholdet reducere til 2-1. Resten af perioden bølgede spillet frem og tilbage dog med ÅFS i teten men med manglende skarphed foran mål. Perioden endte derfor noget ufortjent 3-3.

I 2. periode var der dømt stillingskrig. Skanderborg kom bedre med og spillede sig frem til flere gode chancer. ÅFS var dog stadig spilstyrende og Skanderborg måtte tage lettere ufine metoder i brug for at holde Århus-drengene fra et føringsmål. Det kostede blandt andet en skade til holdets topscorer Jesper Bertelsen. Perioden endte 0-0.

I 3. periode begyndte ÅFS meget nervøst. Skanderborg udstrålede mere vildskab og vilje og var flere gange tæt på at fremprovokere farlige situationer på returbolde. Efterhånden som perioden skred frem fik ÅFS igen styr på spillet og satte Skanderborg under et tungt pres. Trods flere store chancer ville bolden ikke ind og istedet løb Skanderborg kontra. En løs bold og vildskab var kombinationen der førte til 4-3-målet og overraskelsen var under opsejling. Kampen ud pressede ÅFS på og trods en mand i undertal var hjemmeholdet flere gange tæt på en fortjent udligning. Kampen endte 5-3 da Skanderborg kunne score i tomt mål.

ÅFS løb således ind i et højst overraskende nederlag, men når man kun scorer 3 mål på 75 afslutninger har man kun sig selv at takke for nederlaget. Forud venter et par svære udekampe mod Bjerre og Esbjerg inden en tiltrængt julepause.

Skriv et svar