Dårlig start gav ny lussing

Lørdag stod menuen for klubbens herre UMBRO-liga hold nok engang på Brønderslev Hotshots. Sidst de to hold mødtes blev kampen uventet spændende og først i de sidste minutter trak BFC afgørende fra. Derfor var håbet om et godt resultat intakt.

Som kampen forløb var der dog ingen tvivl. BFC var klasser bedre end ÅFS. Når udeholdet så endda havde valgt 1.periode til et passende sted for siesta kan det hurtigt gå galt. 5-0 efter 12 minutter og afklapsningen i Bulldogs spøgte så småt i baggrunden. Perioden ud slækkede BFC dog lidt på grebet og ÅFS kom bedre med.

Fra 2.periodes start var indstillingen i ÅFS-lejren en helt anden. Der blev kæmpet for hver en meter og til tider så man ligefrem ÅFS styre spillet. Det gav lidt frustrationer i Brønderslev-lejren og fik dagens enlige Hot-shots tilhænger til fortvivlet at brøle: “Så tag jer dog sammen for helvede!!!” Mini og Martin Lind nåede dog at reducere et par gange inden BFC i slutningen af perioden fik et par PP-mål som gav BFC en periode-sejr på 3-2 og føring på 8-2 inden sidste periode. Det skal siges at Kaj Jensen i dele af 2.periode spillede meget imponerende og således begrænsede nederlaget væsentligt.

ÅFS fortsatte de gode takter i 3.periode. Forsvaret stod stabilt og på et af flere giftige kontra-angreb kunne Martin Lind nok engang reducere på assist fra Anders Jensen. Sidst i kampen fik Jelle van der Moselaar debut i ÅFS-målet og selvom han stod fint kunne han desværre ikke forhindre et par Hot-shots mål til slutstillingen 11-3.

Kampen var et fremragende eksempel på hvordan blundere straffes ubarmhjertigt hårdt i UMBRO-ligaen. På den anden side viste ÅFS igen fin moral og kæmpede sig i de sidste 2 perioder frem til en acceptabel afslutning. Kan gearet holdes de næste 3 perioder kommer ÅFS forhåbenligt væk fra jumbo-pladsen på lørdag når Patriots gæstes i Sunds.

Skriv et svar