Dagsformen blev afgørende.

Webjuntaen har som modsvar på juntaens eget objektive referat af kampen mellem 1. og 2. holdet modtaget et referat med alternative synsvinkler fra andetholdets cheftræner. For helt egen regning drager Webjuntaen den konklusion, at der snarest muligt må arrangeres en ny kamp mellem det bedste hold og 2. holdet.

Dagsformen blev afgørende.

Marginalerne var ikke på 2. holdets side, da de tabte den interne klubkamp mod 1. holdet. Trods onde rygter om det modsatte afspejler resultatet (13-1) på ingen måde den i (korte) glimt meget tætte kamp.

Førsteholdet frygtede tydeligvis det talstærke om end floorballmæssigt jomfruelige andethold. Taktikken var lagt om. Førsteholdet kastede sæsonens zoneforsvar væk i en klar erkendelse af, at andetholdets skarpskytter skulle holdes væk fra målet.

Taktikken lykkedes og med dommerhjælp og ishockeytricks lykkedes det rent faktisk førsteholdet at bringe sig foran 3-0. Karsten Kristensens forudanelse – “førsteholdet er nogle bisser” – viste sig hurtigt at være sand. I starten af 2. periode fik førsteholdet en udvisning for en brutal hægtning af andetholdets træner, der i sit fremløb blot manglede at afdrible 4 mand for at være HELT fri for mål. Christian trak i nødbremsen, og trak samtidig 2 minutter.

Straffen faldt prompte. Andetholdet viste hvorledes et effektivt overtal skulle spilles. Holdet viste, at når de vil (og dommeren tillader det) er de “gudsbenådede floorballengle”. På en assist fra Dion Bach spredte Jan Elgaard sine englevinger, styrede bolden i mål og andetholdet mod en lurende triumf.

Førsteholdet fik med dommerhjælp fremprovokeret flere overtal. Men 5 mand mod 4 var ikke nok. “Førsteholdet (havde) sat sig selv på en umulig opgave”. Andetholdets undertalskæde pillede fuldstændig pynten af førsteholdets tøvende og usikre overtalsspil. Henrik Isaksen konstaterede allerede før kampen: “Beklager, men ingen mål denne gang…Not on my shift”.

I stedet måtte førsteholdet søge de billige mål. Da andetholdet allerede en gang havde været 6 mand på banen, syntes træneren, at der skulle kompenseres, hvorfor han undlod at løbe på under et skift. Frækt og absolut usportsligt udnyttede førsteholdet denne gestus til frit for mål at score, hvilket måtte siges at være helt imod spillets ånd. “Gamle Gunnar Nu” måtte være faldet “ned fra sin plads i sportshimlen.”
Således lykkedes det førsteholdet at forstyrre de idealistiske andetholdsspillere. “1. holdets præmiebisser” gik efter staven og ikke efter bolden. Ødelagte stave blev drysset over alt på banen. De to tennisspillere – Jeppe Hansen og Michael Jørgensen – fik af dommeren lov til at smashe bolden i mål. Under knæhøjde blev det hævdet. Kun hvis man er en giraf, måbede de vantro tilskuere. “Tivoli-floorball” konstaterede træneren.

Hen mod kampens slutning begyndte de mere korpulente af førsteholdsspillerne at vise træthedstegn. Flere har betegnet andetholdet som talmæssigt overlegne, men med kun to ekstra mand, kan dette næppe betegnes som en forklaring, der vel snarere skal findes i førsteholdets overvurdering af egen form. Under alle omstændigheder reagerede andetholdet prompte og kastede, i fuld forvisning om at formen ville holde, sine spillere helt frem på førsteholdets backs, med flere store chancer (i begge ender) til følge. Andetholdet blev dog ikke belønnet for deres lyst til at skabe en seværdig floorballkamp, hvilket kan læses i det ufortjente resultat.

Kampen blev, fordi andetholdet ikke lod sig rive med, spillet i en fornuftig atmosfære, uagtet at førsteholdet ” intet (havde)at vinde” men alt at tabe, og derfor blot kunne forsvare deres status som førstehold. Holdet vandt sammen med (den førsteholdsspillende) dommer en lidt for stor pligtsejr, men må leve med rygtet om en noget anløben sportslig moral. Andetholdet ser frem til endnu engang at give førsteholdet en lektion i holdånd, og publikum en seværdig og målrig floorballkamp.

Skriv et svar