Damerne indledte med en sejr.

06.01.2001: Århus FK – Frederikshavn Bulldogs FC (Elitedivision vest damer), 2-1 (1-0,1-0,0-1).

Kampen i dag mellem ÅFK og Frederikshavn Bulldogs blev akkurat lige så spændende, som man på forhånd havde spået. Heldigvis gik ÅFK dog sejrrige fra kampen, og selvom de i Nordjylland sikkert synes noget andet, så var det holdet, der spillede mest seværdigt floorball, som vandt. Bulldogs skal have den ros, at de forsøgte hele vejen, men når man reelt kun har tre spillere, der kan skabe noget på egen hånd, så vil man ikke kunne holde en hel kamp.

Det var bredden hos ÅFK, der vandt denne kamp. Der blev spillet med 2 backpar og 3 angrebspar, det er første gang i sæsonen, at den mulighed er blevet brugt. Bulldogs havde kun 9 mand med, og de førnævnte 3 spillere var faktisk på banen hele kampen igennem.

1. Periode var fuldstændig ÅFK's. Bulldogs havde et forsøg indenfor målrammen, og det tog den meget velspillende Tanja Christiansen sig af. I den anden ende bragte Mette Egeberg ÅFK foran med et langskud der blev rettet af for derefter at sejle i mål. ÅFK misbrugte talrige chancer og kunne nemt have været foran 3-0 efter 1. periode. Desværre blev holdet ramt af et par udvisninger, der slog rytmen i stykker.

I 2. Periode gik ÅFK ned i tempo, og det var en fejl. Bulldogs kom mere ind i kampen, og havde et par pæne forsøg, der opstod efter en række hjerneblødninger i forsvaret hos ÅFK. Til gengæld fik Tanja Christiansen sin første assist på udkast efter at Mette Kofoed på overbevisende vis satte en kontrascoring i kassen.

3. Periode blev præget af 4 udvisninger til ÅFK. Det er meget sjældent, at man oplever så mange udvisninger til et hold i dameelitedivisionen i éen periode. I samme periode fik Bulldogs kun 1 udvisning, og det virkede ikke helt retfærdigt. Men eftersom det kun lykkedes Bulldogs at score éen gang i overtal gjorde udvisningerne ikke den store forskel.

Med dette resultat ser damernes placering i tabellen ganske pæn ud, og det lover godt for de kommende kampe. Næste kamp er den 21. januar i Århus Firma Sport, hvor ÅFK skal møde Brønderslev og forhåbentlig slå dem for 3. gang i sæsonen.

Skriv et svar