ÅFK 1 damer

Damerne sikre sig 2. pladsen i mellemspillet efter sejr over Blackhawks

Tirsdag aften kom der besøg fra Frederikshavn Blackhawks til kampen om 2. pladsen i mellemspillet. Det er to hold, som på mange måder ligner hinanden. Begge hold har en stor blanding af rutinerede kræfter og unge talenter, hvor kæderne på begge hold niveaumæssigt ligner hinanden.

1. periode starter skidt for ÅFK. Trods flere forsøg mod mål, bliver det stressede afslutninger, som ender ud i ingenting. Stressen i angrebsspillet smitter af i forsvaret, og der kommer ikke rigtig styr på det. Det resulterer i, at ÅFK er bagud med 0-2 efter 1. periode.

Inden 2. periode går i gang, er der blevet givet en skideballe, og derefter lavet lidt om i kæderne. Det giver umiddelbart pote fra start, da der er kommet mere flow i spillet, og trykket mod Blackhawks målet er blevet mere konsekvent. I tiden 25:19 lykkedes det at få bolden i nettet, da Nicoline Pihl får spillet Stinne Jørgensen fri i slottet, som sætter den mellem benene på keeperen. Dette mål kickstarter for alvor holdet, og i tiden 28:51 får Cecilie Crolly udlignet til 2-2 på en flot assist fra Sofie Forsmark. ÅFK sidder godt på kampen, og overlader ikke meget til Blackhawks. Der bliver kæmpet og ryddet op i forsvaret, hvilket giver ro på angrebsspillet. Derfor kan ÅFK i tiden 33:00 bringe sig foran i kampen til 3-2, da Helena Kvist får sat bolden i nettet på assist fra Anne Sofie Thaarup. Med godt 5 minutter tilbage af perioden får ÅFK chancen i powerplay, der desværre ikke bliver udnyttet trods flere gode forsøg. 2. periode ender derfor 3-2 til ÅFK.

ÅFK kommer hurtigt ud af starthullerne til 3. periode, og det virker Blackhawks slet ikke til at være klar på. ÅFK får derfor scoret to hurtige mål på knap 3 minutter; først fra Helena Kvist assisteret af Sofie Forsmark til 4-2 i tiden 41:44, og derefter fra Cecilie Crolly på assist fra Helena Kvist til 5-2 i tiden 42:52. Godt 1 minut efter får Blackhawks reduceret til 5-3 på et frislag fra kanten, som flot bliver sat i krydset. ÅFK fortsætter med at trykke på, og i tiden 46:39 fighter Anne Sofie Thaarup sig igennem forsvaret, og scorer til 6-3 på assist fra Marie Louise (Gis) Tøttrup. Trods godt spil og mange mål på kort tid, ændrer spillet sig pludseligt. Der bliver spillet en del indianer bold, og det hele bliver igen lidt stresset. Der bliver dog fortsat knoklet og lukket godt af i forsvaret, og det der ryger igennem, har det dygtige keepertalent Mette Thorsager styr på. Med knap 3 minutter tilbage af kampen tager Blackhawks timeout og efterfølgende trækker keeperen. Blackhawks forsøger at lægge tryk på ÅFK-målet i overtalsspillet, men der bliver knoklet og lukket af i forsvaret, og ÅFK har i stedet flere forsøg til at lukke kampen med scoring i tomt mål, dog uden held. Kampen ender derfor 6-3 til ÅFK og får sikret sig 2. pladsen i mellemspillet.

Kampens spiller blev det unge talent Cecilie Crolly, som tager mere og mere ansvar for hver kamp. Hendes udviklingskurve går fortsat opad, og det blev i går kronet med en rigtig fin kamp og to flotte mål på kontoen.

Næste kamp spilles på lørdag i TST Hallen kl. 17.00, hvor AaB kommer på besøg. Det er en kamp uden resultatmæssig betydning, da begge hold er sikret hhv. 1. og 2. pladsen i mellemspillet. For 1. dames vedkommende drejer det sig primært om at holde sig foruden yderligere skader i en trup, som er mærket efter det stramme kampprogram, der har været i mellemspillet. Derudover drejer det sig naturligvis også om at få tanket yderligere selvtillid i posen frem mod slutspillet, som starter allerede næste weekend.

Point:

Helena: 2+1
Crolly: 2+0
Thaarup: 1+1
Stinne: 1+0
Sofie: 0+2
Nico: 0+1
Gis: 0+1