Debut til ny spiller mod Sunds.

Lørdag kl. 15.00 kommer Sunds Seahawks på besøg i Århus Firmasport.

1. herreholdet hos ÅFS Floorball har de seneste uger fået et par gevaldige nederlag mod elitedivisionens nummer et og to, 2-12 mod AaB og 1-11 mod Outlaws, så cheftræner Michael Andresen ser frem til at møde en modstander, på nogenlunde samme niveau som ÅFS:

– AaB og Outlaws har sammen med Frederikshavn Bulldogs været i en klasse for sig, og nederlagene er derfor ikke kommet som nogen overraskelse. Men det er da aldrig rart at tabe stort. Derfor glæder vi os til at skulle spille mod en mere jævnbyrdig modstander, som ikke lægger et højt pres på os fra start, håber træneren.

Fra at have været et evigt bundhold, er Sunds ved hjælp af tilgang fra naboklubben i Herning kravlet op i midten af rækken, hvor der i år har været tæt kamp om den slutspilsgivende fjerdeplads, mellem Sunds, Herning og det andet Århus-hold Team Århus Floorball.

Og netop Team Århus vandt i tirsdags over Sunds i en kamp som Michael Andresen overværede.

– Det var tydeligt at se, at Sunds' defensive spillestil havde det svært, når man først kommer foran. Derimod plejer de at være rigtig gode til at holde en føring. Så opskriften må være at score det første mål, og så køre dem trætte. Og så tror jeg det er et godt tidspunkt at møde Sunds på. Turneringen er ved at snævre til, og det virker med nederlaget til Team Århus, at de er ved at få lidt gummiarm, mener Michael Andresen

Århus FS kan til kampen i morgen byde velkommen til en ny spiller på eliteholdet, nemlig Stig Isidor, der er skiftet fra Team Århus.

Stig er 23 år og har i denne sæson haft svært ved at erobre en fast plads på Team Århus' elitehold, og har derfor søgt nye udfordringer i ÅFS.

– Det er en spændende spiller vi får her. Teknisk og skudmæssigt vi Stig kunne tilføre os meget, og samtidig passer han godt ind i profilen på vores hold, der med en gennemsnitsalder på under 23 år har fremtiden for sig. Desuden kan han tilføre holdet noget kærkomment elitedivisionsrutine, da det trods alt er begrænset hvad spillerne endnu har prøvet i elitedivisionen, fortæller Michael Andresen.

Følgende spillere er udtaget til kampen mod Sunds:

Målmand: Kenneth Thomsen.
Backs: Christian Engelsen, Nicolai Skjøtt, William Ehmsen, Morten Jakobsen, Kristian Hansen.
Forwards: Anders Brøns, Poul Nyborg, Lars Skytte, Morten Sørensen, Michael Buch, Stig Isidor og Johan Carlsson.

Skriv et svar