Dobbelt succes for U13

U13 Outlaws 1 – ÅFS

På U13 holdets første kampdag gik turen til Frederikshavn, hvor vi havde fornøjelsen af Outlaws 1 og 2. Da de nordjydske klubber traditionelt er stærke, og vi kun var 6 markspillere afsted, anså vi kampene mod Outlaws som trænigskampe, der mest handlede om at få det defensive på plads.

Vi var derfor alle meget overraskede, da vi i tiden 08.20 kom foran 1-0 ved anfører og dagens spiller Christoffer Tornbjerg – vel at mærke efter at have domineret kampen totalt!! ÅFS var først på alt og vandt næsten alle nærkampe på styrke og vilje. Det var helt tydeligt, at ÅFS’erne var vant til tempoet i U15, og Frederikshavnerne ikke brød sig om fysisk spil.

ÅFS’erne, som nu lugtede blod, forsatte det høje tempo og skabte chancer på samlebånd. Det var derfor lidt i underkanten, at vi kun scorede 5 mål. I den anden ende skabte Outlaws en håndfuld chance, men målmand Anders Knudsen lignede alt andet end en målmand der kun har stået i 2 måneder, og holdte således Outlaws fra scoringer.

Perioderne: 0-1, 0-3 og 0-2.

Points: Christoffer Tornbjerg 3+0, Walid Mishavi 1+0 og Youssef Abidi 1+0.

U13 Outlaws 2 – ÅFS

Ovenpå den første sejr var selvtilliden selvfølgelig i top til dagens anden kamp. Allerede efter 1 minut viste det sig, at det ikke var uberettiget, da Walid Mishavi gjorde det til 1-0.

Men kampen forløb ikke så glat som den første. Koncentrationen begyndte at falme, og der kom rod i formationen. Det betød, at de meget tændte ÅFS’ere lavede nogle klodsede frislag og allerede i tiden 3.02 kom straffen, da Walid Mishavi fik 2 minutter for et ukorrekt slag. Det efterfølgende box-play gav lidt ro, hvor Outlaws fik lov til at fedte rundt med bolden og mødte stærk ÅFS fysik hver gang de forsøgte at komme ind i slottet. Men da udvisningen udløb og holdene eskalerede det urene spil igen.

ÅFS træneren brugte derfor sin timeout i tiden 10.13 til at fortælle spillerne, at de var det bedste hold, hvis de holdte fokus på at spille floorball og droppede unoderne. Noget af det må åbenbart have hængt fast, for allerede efter 19 sekunder blev føringen udbygget til 2-0. Farid Abulfoul fik sidste blad på bolden efter en gang klumpspil foran Outlaws’ mål.

ÅFS måtte dog sande at træerne ikke voksede ind i himlen, da Outlaws i tiden 11.05 fik reduceret til 1-2 efter et godt gennemspillet angreb. Målet skulle dog vise sig at blive nyttigt i det lange løb, da det fik de højt flyvende ÅFS’ere ned på jorden igen.

Træneren opfordrede i pausen sine spillere til at arbejde hårdt og koncentrerer sig. Og han må have formidlet det rigtigt, for de første 5 minutter af anden periode blev en belejring af frederikshavners mål. I tiden 4.28 fik ÅFS’erne hul på sækken ved Andreas Brun. Farid Abulfoul og Youssef Abidi valgte at følge det gode eksempel i tiderne 5.13 og 5.34.

De tre mål knækkede tydeligvis de unge frederikshavnere og fik samtidig ÅFS’erne til at slække tøjlerne lidt og lege lidt mere. Resten af kampen var uden spænding, og ÅFS kørte en sikker 9-2 sejr i hus.

Perioderne: 1-2, 0-4 og 1-3.

Points: Christoffer Tornbjerg 1+1, Youssef Abidi 4+1, Andreas Brun 1+0, Walid Mishavi, 1+2, Farid Abulfoul 2+0.

Trænerens kommentar

To meget flotte resultater, som det yderst talentfulde hold fuldt fortjente. Outlaws spillerne var uden tvivl bedre floorball spillere, rent teknisk. Men vores spillere er bare vant til et højere tempo og at bruge kroppen. Desuden spillede de utroligt klogt, og gjorde tingene meget effektivt. Det er meget flot at kunne lave en piruette, men det er bare tusind gange mere effektiv at vippe den over modstanderens stav og løbe forbi.

Desuden kan det jo ikke undgås at knytte en kommentar til Christoffer Tornbjerg, som uden tvivl går en stor sæson i møde. Han var både sweeperen der kom først på alle Outlaws’ lange bolde, og samtidig skabte han meget ved hans gode dribleture op i banen.

Anders Lovén

Skriv et svar