Dumt nederlag.

Århus FK – Aalborg Flyers (Elitedivision vest herrer), 2-5 (0-0, 1-3, 1-2).

Målscorere for ÅFK: Jeppe Hansen & Martin Nedergaard.

I dagens kamp stillede ÅFK i stærkeste opstilling. Det hjalp dog ikke, idet der var for mange fejl i forsvaret og samtidig blev der brændt et utal af chancer i angrebet.

Det resulterede i et dumt nederlag. ÅFK ligger dermed stadig i bunden.

I parentes bemærket kan det nævnes, at en sejr ville have resulteret i en midlertidig førsteplads.

Fra første fløjt satte ÅFK sig på kampen, og fik spillet sig til en del chancer, som desværre blev misbrugt. Flyers havde ikke meget at byde på i 1. periode.

I 2. periode fik Flyers lige pludselig to mål ud af ingenting, mål som forsvar og målmand burde have forhindret. ÅFK reducerede dog kort tid efter ved Jeppe Hansen. De næste ti minutter var der stillingskrig, men stadig med ÅFK som de mest chanceproducerende. Det hjalp dog lige fedt da Flyers udbyggede føringen til 3-1.

3-1 var også stillingen ved starten af 3. periode. ÅFK havde i pausen foretaget nogle rokeringer i håb om at forbedre spillet. Der skulle dog kun gå 1½ minut før Flyers atter øgede føringen, og bragte sig på 4-1.

I denne fase af kampen var ÅFK noget opgivende. Det var først 5 minutter før tid, da Flyers kom på 5-1, at ÅFKerne vågnede op til dåd. Det gav bonus og Martin Nedergaard (tidligere AaB Floorball) kunne i sin debutkamp for ÅFK reducere til 2-5. Målet var dog af kosmetisk betydning, og kampen endte 2-5.

Chancer var der nok af, så konklusionen må endnu engang være at ÅFKerne mangler træfsikkerhed foran mål. Det kommer forhåbentlig i næste uges kamp på udebane mod AaB 22/10 kl. 11.00.

Skriv et svar